Annonce


Freja havde succes med åbent hus
Freja-havde-succes-med-åbent-hus.jpg
Er der en kommende Mikkel Hansen eller Anja Andersen blandt de mange nye unge i Freja? Foto: Christian Ove Carlsson.
Mange unge ikke-medlemmer mødte op til Håndboldens Dag i Bellahøj Hallen

Freja Håndboldklub havde lagt sig i selen, da klubben i lørdags var med til det landsdækkende arrangement Håndboldens Dag, der for første gang blev arrangeret med 160 deltagende klubber landet over.

I fire timer sørgede håndboldklubben for aktiviteter for hele familien. Det startede med ”trille-trolle” for de små på 2-4 år, derefter kunne de voksne spille noget håndboldfitness, og derefter tog børnene over.

– Det er virkelig dejligt at se at så mange, der ikke er medlemmer af klubben møder frem, sagde Frejas formand Lars Pedersen.

Pernille Sevelsted, der var tovholder for Frejas store arrangement, noterede med tilfredshed: – Vi er meget tilfredse med, at 20 børn er med til trille-trolle med deres forældre. Jeg vil vurdere, at totredjedel af de fremmødte ikke har tilknytning til klubben – i håndboldfitnessen er halvdelen ikke medlem.

Også under U6-, U8- og U10-håndbolden mødte mange ikke-medlemmer op, så der var godt gang i æskerne med drikkedunke, der gratis blev udleveret til de fremmødte.

Freja håber i løbet af foråret at kunne åbne et ”trille-trolle”-hold. Målt på Håndboldens Dag ser der ud til at være interesse for et sådant tiltag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top