Annonce
Martin Arnoldi – bedre end nogensinde
P1060512.jpg
Martin Arnoldi blev i fire af numrene akkompagneret af Hans Christian Birkeland på mundharmonika henholdsvis tværfløjte, hvormed koncerten fik tilføjet yderligere en fascinerende facet. Foto: kv
Den dansk-svenske sanger og guitarist Martin Arnoldi har i godt en snes år været fast gæst i Music House Brønshøj – mindst en gang om året.

Dette er sket i mange sammenhænge: For tyve år siden skete det med den svenske gruppe ”En Sexa Epistler”. Siden har han optrådt i duo med troubadouren Ivar Sjøgren, en fornem fortolker af især C. M. Bellman og Evert Taube. Som ret forskellige kunstnere har de i årevis paradoksalt nok både udgjort et umage par og en perfekt konstellation.

De seneste år har Arnoldi tillige dannet duo med guitaristen Anders Birgersson, blandt andet i en koncert i Café Pilen for godt to år siden, hvor der atter blev slået et solidt slag for den dansk-svenske forbindelse, som blev et tyngdepunkt i det mekka for musik, som Peter Steffensen i sin tid skabte som leder af Kulturhuset Pilegården.

Under sine mange visitter i vidt forskellige sammenhænge har Martin Arnoldi hver gang vist sig som en alsidig kunstner. Men da han optrådte søndag den 20. januar i Café Pilen fik hans optræden tilføjet en ny dimension, idet man nu hørte en mere moden og følsom Martin Arnoldi.

Arrangementets annonce lovede, at han ville guide sit publikum på ”en musikalsk rejse rundt i genrer som blues, rock og viser”. Men stik modsat de politikere, som han af og til gav et bid, holdt Arnoldi mere, end der var lovet. Der blev nemlig også tale om en rejse gennem de følelser, som toner og ord i tosomhed tolker bedre end nogen anden kunstart. Dette skete med intense fortolkninger af sange af Paul Simon, Bob Dylan, Elton John, Evert Taube og Sebastian m.fl. samt et par af hans egne.

Med stille sange af Paul McCartney, blandt andre ”Here There And Everywhere”, 1966, og ”The Long And Winding Road”, 1970, demonstrerede Martin Arnoldi noget overraskende en meget følsom side af sin personlighed. Og dermed var publikum godt gearet til koncertens punktum, som kom nogle få numre senere: Lasse Tennanders ”Stolta Stad” (”Nu blåser vi ut ljusen”), en særlig hyldest til Stockholm, men i overført betydning til enhver af klodens storbyer.

Med sin rustne bluesstemme, sin klare tenor og sin dybe indlevelse fortolkede Martin Arnoldi Tennander-klassikeren, så publikum sad åndeløst tilbage – en solid klapsalve blev det dog til, da den værste lammelse havde fortaget sig, og hist og pist så man trillende tårer.

Tilhørerne glemte ganske at kræve et ekstranummer, og godt det samme, for der var ingen grund til at ødelægge et så perfekt punktum for en stor kunstnerisk oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top