Annonce
Ny integrationspolitik i København
cecilia_lonning-skovgaard_0.jpg
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard. Foto: Presse
Borgerrepræsentationen har vedtaget en integrationspolitik for de næste fire år

– Nu vil kommunen fremover investere i integration, sætte målrettet ind med det der virker og have mere langsigtede indsatser, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og tilføjer, at integrationspolitikken skal tilbage til kernen. Hvis integrationen skal lykkes i København, så skal der mere end et cykelkursus, nogle Facebook-opslag og madlavningskurser til, siget hun.

Københavns nye integrationspolitik for de næste fire år lægger op til, at der skal være færre kommunale integrationsindsatser, der til gengæld er mere langsigtede og fokuserer målrettet på, hvor der er størst sandsynlighed for forandring.

– Vi har forsøgt mange ting i årenes løb, men med den nye integrationspolitik skal vi tilbage til kernen. Vi skal gøre det, vi ved virker: Hjælpe de arbejdsløse i job og uddannelse. Få forældrene ud i foreningslivet. Og få fat i de unge og påvirke dem positivt så tidligt som muligt, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

I foråret blev der afholdt dialogmøder med københavnerne på Nørrebro, Tingbjerg og i Urbanplanen, og i efteråret blev politikken sendt i åben høring, så alle kunne byde ind.

– Det her er ikke min integrationspolitik. Det er alle københavneres. Derfor har det været vigtigt at få flest mulige input, og jeg glæder mig over, at der virker til at være bred enighed om, at vi ikke gør nogen en tjeneste ved at lade dem sidde hjemme i lejlighederne. Vi skal have dem ud og i gang i samfundet og også turde stille krav, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Integrationspolitikkens fem pejlemærker

Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal i job.

Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal klare sig godt i folkeskolen.

Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal deltage aktivt i kultur- og foreningslivet og være inkluderet i det omkringliggende samfund.

Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal opleve en bedre sundhedstilstand og en forbedret livskvalitet.

Flere københavnere med forskellig baggrund skal bo side om side, og færre københavnere med minoritetsbaggrund skal udøve kriminalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top