Annonce
Drama og otte mål mellem BB og Husum
Drama-og-otte-mål-foto-2.jpg
Husums Rasmus Rosenberg fik i den grad tændt Brønshøjs anfører Simon Richter. Foto: Christian Ove Carlsson.
Tumult på banen da Brønshøj og Husum spillede 4-4 i en fantastisk finale i 4-holdsturneringen

Sikken en kamp! For de mange Hvepse- og Bulldogs-fans, som varmede sig derhjemme i stedet for at støtte deres spillere, vil jeg bare sige: Det kan godt være, at I ikke fik kolde fødder, men til gengæld gik I glip af en fremragende og dramatisk fodboldkamp på kunstgræsset i Tingbjerg i lørdags.

Der var nerve og intensitet i nærkampene. Måske også lidt for meget. I særdeleshed i den grad for meget, da Husums Rasmus Rosenberg satte en alt, alt for voldsom tackling på en Brønshøj-spiller i slutningen af 1. halvleg. Det fik Brønshøjs normalt så veldisciplinerede og sympatiske anfører Simon Richter til at skifte karakter – fra Dr. Jekyll til Mr. Hyde. Simon tændte helt af. Det kan nok være, at de fleste af holdenes spillere fik lyst til at blande sig.

Havde det været en varm sommerdag, var det endt i et kæmpeslagsmål. Nu var det koldt, så efter et par intense skænderier blev gemytterne dæmpet.

For Husum-spillerne betød kampen nok mere end for Brønshøjs. Ja, altså lige indtil Husum førte 2-0, for så kunne Hvepsene godt se prestigetabet var undervejs.

Mikkel Howalt scorede Husums to første mål på først et fremragende skud direkte op i målhjørnet og på straffespark. Josef Moussa afdriblede først hele Brønshøj-forsvaret og målmand, inden han sendte bolden i kassen til 3-1. Og fem minutter før tid bankede Moussa det udlignende mål til 4-4 ind på langskud. Resultatet af denne ”finale” i 4-holdturneringen betød, at Hvepsene blev nr. 1 på bedre målscore end Husum.

Samtlige fire Brønshøj-scoringer faldt efter hjørnespark. Her fik man så virkelig set forskellen på, hvad divisionsspillere kan i forhold til gode seriespillere. Jamil Fearrington, Mads Rønne, Dawda Ngum og Oliver Lassen kom på måltavlen.

Nu skal man ikke lægge for meget i en træningskamps resultat. Men det var bemærkelsesværdigt, som Brønshøjs forsvar blev oversprintet og overspillet. Sammenspillet fremad banen var heller ikke for imponerende. Til gengæld er man konstant farlig på dødboldsituationerne.

For Husums nye træner Lars Halkier var det en dejlig lørdag eftermiddag. Generelt holdt man Brønshøj fra at tilspille sig chancer – og også angrebsmæssigt var der meget at glæde sig over. Mikkel Howalt virkede hurtigere end nogensinde, og Josef Moussa er en driblekunstner af de helt store.

Men Husum har også mange angrebsstrenge at spille på.
Hvis Lars Halkier & Co. i Københavnsserien kan komme tilnærmelsesvist i nærheden af lørdagens niveau, så er jeg ikke i tvivl om, at Husum Boldklub er at finde i Danmarksserien i sæson 2019/20.

Og for de dovne sjæle, som ikke var ude at se fodbold, kan man gå ind på Husums Supports facebookside og se kampens otte mål. Det tager tre minutter.
Men først og fremmest en tak til begge mandskaber for en stor fodboldoplevelse, selv om mine tæer var ved at falde af af kulde.

Brønshøjs Ricky Gotland ”suger” al kraften ud af bolden med effektfuldt hovedstød.
Foto: Christian Ove Carlsson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top