Annonce


Enhedslistens ansvarsfralæggelse skriger til himlen
Når man læser Ninna Hedeager Olsens indlæg om besparelser på teknik- og miljøområdet, får man den tanke, at Enhedslisten bittert fortryder, at de selv valgte at tage deres papirer under armen og smække døren til forhandlingslokalet ved kommunens budgetforhandlinger i september

Af beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), gruppeformand Jakob Næsager (C) og gruppeformand Alex Vanopslagh (I)

Når man læser Ninna Hedeager Olsens indlæg om besparelser på teknik- og miljøområdet, får man den tanke, at Enhedslisten bittert fortryder, at de selv valgte at tage deres papirer under armen og smække døren til forhandlingslokalet ved kommunens budgetforhandlinger i september.

For mens de fik en mikrofon og en ølkasse i medierne til deres alt-eller-intet-retorik lige bagefter, må de nu erkende, at de til gengæld gav køb på muligheden for at påvirke de politiske konsekvenser af budgettet fremadrettet.

Eksempelvis omkring de besparelser på veje, byggerier, trafiksanering og cykelstier, som vi har været tvunget til at gennemføre for at få pengene til at passe.

Sådan er demokratiet. Hvis man vil have indflydelse, skal man være parat til at tage ansvar. Det kunne Enhedslisten sagtens erkende i al stilfærdighed, og de skulle ikke høre et ondt ord for det. Men i stedet for selvransagelse har Hedeager Olsen valgt at forfatte et polemisk indlæg her i avisen, der angriber alle blå partier og mærkesager.

Det er besynderligt, at Enhedslisten på den måde har behov for at pege en fingr ad andre, når sagen er, at der er fire fingre, der peger tilbage på dem selv.

Baggrunden for besparelserne er nemlig, at Teknik- og Miljøforvaltningen under Enhedslisten-ledelse har ageret med en manglende respekt for borgernes penge. Der er opkrævet urimelige og forkerte byggesagsgebyrer og alt for høje gebyrer for renhold af fortove.

Så på grund af dårlig forvaltning var budgetpartierne tvunget ud i den svære beslutning at få styr på økonomien i Teknik- og Miljøforvaltningen. Den svære beslutning måtte de resterende partier træffe, mens Enhedslisten var ude og positionere sig selv på ølkassen.

Det ville derfor klæde Enhedslisten, hvis de holdt os andre partier ude af deres egne valg og uansvarlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top