Annonce

eReolen vinder Bibliotekernes Formidlingspris
HUSUM-BIBLIOTEK.jpg
Rasmus Riiskjær fra Husum Bibliotek fik sig en snak med Kulturminister Mette Bock. Foto: Privat
Rasmus Riiskjær fra Husum Bibliotek var med, da Kulturminister Mette Bock den 24. januar overrakte Bibliotekernes Formidlingspris på Tønder Bibliotek

Vinderne af prisen var Tønder Kommunes Biblioteker og eReolen, der med deres nyskabende formidlingstiltag er på forkant både digitalt og i det fysiske biblioteksrum.
Rasmus Riiskjær fra Husum Bibliotek er en del af redaktionen bag e-reolen, Bibliotekernes fælles digitale tjeneste, og dermed var han på et vindende hold, da Bibliotekernes Formidlingspris 2018 skulle uddeles.

ereolen stiller e-bøger og lydbøger gratis til rådighed for alle børn og voksne, men de har også gjort en kæmpe indsats for at formidle samtaler om bøger blandt læserne og samarbejdet med de lokale biblioteker.

Kulturminister Mette Bock overrakte prisen med ordene: ”Jeg vil gerne rose både Tønder Kommunes Biblioteker og eReolen, som i dag vinder Bibliotekernes Formidlingspris. De har begge vist bredden i bibliotekernes tilbud, og at biblioteker stadig er vigtige og relevante mødesteder for brugerne – både når det handler om det fysiske og digitale rum. Det er meget prisværdigt.”

I Tønder har projektet ’Mens vi venter’ skabt meningsfulde møder mellem asylansøgere og borgerne i lokalområdet. Man har etableret demokraticaféer, besøg på rådhuset og ture til lokale seværdigheder, så asylansøgerne har fået et indblik i dansk kultur, litteratur, demokrati og dannelse.

Samtidig er danske unge også blevet klogere på andre kulturer. Ahmad Joumaa, der har udgivet bogen ”Mens Du Venter – gode råd til hvordan asylanter kan håndtere ventetiden” og også var blandt prisvinderne, har tidligere holdt foredrag om arabisk litteratur den 19. november på Husum Bibliotek.

Om Bibliotekernes formidlingspris
Bibliotekernes formidlingspris har til formål at sætte fokus på bibliotekernes store formidlingsindsats og deres bestræbelser på at gå nye veje for at tiltrække nye brugere og tilpasse formidlingen til de kendte brugergrupper.
Kulturministeren udpeger vinderen på baggrund af indstilling fra et uvildigt fagpanel. Panelet bestod i år af forfatter og foredragsholder Mads Nygaard, selvstændig bibliotekskonsulent Elsebeth Tank, og lektor Nanna Kann-Rasmussen.
Sidste år vandt Gladsaxe Bibliotekerne prisen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top