Annonce

Foråret så sagte kommer…
COLOURBOX11446360.jpg
Foto: Colourbox
Mange kigger ned for at bekræftes i at det snart er forår – det skal man jo for at få øje på de erantis og vintergækker der pibler frem for tiden

Men det kan sagtens betale sig at lægge nakken tilbage her i begyndelsen af februar og se om ikke et par af de første, sikre forårsbebudere er på vej mod nordøst, i himmelrummet over en.
Sanglærken, som mange uden tvivl kender fra det åbne land, passerer på trods af massiv tilbagegang i hele Nordeuropa, hyppigt hen over bebyggede områder allerede tidligt i februar, især hvis der er plusgrader og vejr fra sydvest. Ofte afslører den sig ved sit kald, et tørt, trillende ”prrit”, som sagtens kan høres – hvis det ikke overdøves af trafikstøj. Nogle gange kan det være svært at få øje på fuglene, selv om man kan høre dem, idet de kan trække meget højt. Lykkes det dog, er det en mindre, kompakt fugl, 16-18 cm med relativt brede vinger man vil have for sig.
Mange vil kende Musvågen fra udsigtspunkter langs vore større veje eller i det åbne landskab, på udkig efter – ja, mus. Det vil måske komme som en overraskelse for mange, men en meget stor del af artens føde udgøres faktisk af regnorme, så det er ikke ualmindeligt også at se dem ”vandre” på marker eller enge på udkig efter denne delikatesse.
Ligesom Sanglærken overvintrer Musvågen ikke langt mod sydvest i forhold til Danmark og lader sig også ofte friste til at drage mod nord når det rigtige vejr melder sig, tidligt i februar. De kan så ses over bebyggede områder, sine dage endda i store antal, flere hundreder er ikke ualmindeligt forekommende, på vej mod nordøst. Med et vingefang på godt en meter og karakteristisk ”rovfugleprofil” vil den være ret nem at pege ud. Fuglen er ekspert i at udnytte opadstigende luftstrømme, så den selv sparer energi, og vil så kunne ses ”i skruer” hvor de stiger til vejrs over et afgrænset område. Når de så er nået op i et luftlag hvor luften ikke længere stiger til vejrs, fortsætter den sin afbrudte forårsrejse tilbage til ynglepladserne. Andre tidlige forårsbebudere indenfor fugleverdenen som man allerede nu godt kan holde udkig efter udgør flere gåsearter: Grå-, Sæd- og Canadagæs samt Sangsvanen, der alle vil kunne ses over Brønshøj-Husum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top