Annonce
De små vil trille håndbold
40 meget små børn og deres lidt større søskende var til Frejas ”trille trolle”-håndbold

Hver lørdag mellem kl. 9 og 10 frem til uge 25 kan børn fra 2-5 år spille, trille eller lege håndbold. Det sker i Bellahøj Hallen, hvor Freja Håndboldklub i lørdags åbnede dørene for et ”trille trolle”-hold.

– Vi var spændte på, hvor mange børn, der ville komme. Alt i alt var der over 35 børn i målgruppen, og så havde nogle af dem naturligvis også taget deres lidt ældre søskende med, fortæller Pernille Sevelsted fra Freja.

Forældre og bedsteforældre kan lege med på gulvet, hvor der står flere frivillige fra Freja parat til at guide alle. Træningstilbuddet og aktiviteterne tager udgangspunkt i små historier fra troldenes univers, så der skabes en legende indgang til håndbolden.

Man behøver ikke at melde sig ind med det samme. De første to gange er gratis, så man kan se, om det er noget for ens barn.

Børn og forældre, som ikke tidligere har prøvet ”trille trolle” kan møde op en lørdag i Bellahøj Hallen. Hvis man kommer lidt før kl. 9, kan Frejas frivillige hjælpe med spørgsmål og udlevere materiale om håndbold for de mindste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top