Annonce


Sprogcafé hjælper med at skrive dansk
Sprogcafe.jpg
Fra venstre tre frivillige i arbejde: Erik Nygård, en besøgende, Grete Rung og Bushra Ali. Foto: Privat.
Mange har behov for at skrive med de offentlige myndigheder. Det kan Husum Biblioteks Sprogcafé hjælpe med

I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp holder Husum Bibliotek hver tirsdag mellem kl. 16.30 og 18 en sprogcafé. Biblioteket har også en Snakkeklub, hvor man hver torsdag mødes for at blive bedre til at tale dansk. Sprogcafeen hjælper med det skriftlige, for der er stor forskel mellem vores skrevne og talte sprog.

Har du lyst til at blive bedre til at skrive på dansk – f.eks. når du er i dialog med det offentlige – så er der hjælp at hente på Husum Bibliotek.

Hvor Snakkeklubben taler ud fra fælles valgte emner giver Sprogcafeen rådgivning 1-1. Der møder ofte 5 frivillige op, så de kan dække brugernes mange forskellige behov med hver deres kompetencer. Det kan være hjælp til al slags hverdagsrådgivning: at skrive en jobansøgning eller et CV, arbejde på PC, uddannelsesopgaver, forstå breve fra det offentlige osv.

Brugerne kan være helt anonyme og komme lige ind fra gaden uden tilmelding. Det unikke frirum med mulighed for at få hjælp går som jungletrommer fra mund til mund, så der har det seneste år været 130 brugere, hvoraf flere er faste tilbagevendende brugere.

Blev ignoreret
Birgitte Fjord er koordinator for Sprogcaféen. Hun startede som frivillig for 7-8 år siden ud fra en indignation over, hvordan mødre med indvandrerbaggrund – ofte dem der dårligt talte og forstod dansk – blev overset eller ignoreret af de etnisk danske forældre på hendes datters skole. Det åbnede hendes øjne for vanskelighederne med at starte et nyt liv i en ny kultur, og hvor stor en forskel det gør at kunne, eller ikke kunne, det danske sprog. Derfor blev hun kontaktforælder, for at give sit bidrag til at få alle med.

Et integrationsbidrag
Som frivillig er du med til at give vigtigt bidrag til integrationen, samtidig med at det føles meningsfuldt at lære fra sig, kunne hjælpe og selv lære nyt. Birgitte Fjord fortæller om, hvordan hendes familie blev netværksfamilie under Dansk Flygtningehjælp for en stor flygtningefamilie fra Elfenbenskysten.

– Dem hjalp jeg meget i nogle år med alt muligt mellem himmel og jord. Jeg havde egentlig ikke lyst til at slippe det frivillige arbejde, og blev tilbudt koordinatorjobbet for sprogcafeen på Husum Bibliotek. Det er super tilfredsstillende at kunne gøre en for mig begrænset indsats – men som har stor betydning for de brugere, der kommer forbi sprog cafeen – selvom det måske ’bare’ er hjælp til at forstå et brev fra kommunen eller en besked på forældreintra.

Grete Rung er pensioneret museumsinspektør og en af de 10 frivillige, der arbejder i Sprogcafeen. Hun er meget glad for at kunne gøre en forskel:

– Det føles meningsfuldt og rart at komme og gøre gavn, samtidig lærer man meget af mangfoldigheden blandt brugerne, der kommer med meget forskellig baggrund og fra mange forskellige lande. Man kommer til at se på verden med nye øjne. Jeg oplever også, at man bliver meget glad for det danske foreningsliv, som mange tilrejsende slet ikke kender fra deres hjemland.

Så mød op og få hjælp over en kop kaffe. JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top