Annonce


Stadion-spillerne havde ild i øjnene
Med en sejr på 27-24 spillede Stadion sig videre i pokalturneringen

Endelig. Efter at være dumpet hver evig eneste gang i denne sæson mod jævnbyrdige eller på papiret stærkere modstandere, så lykkedes det IF Stadion at levere en gedigen pokaloverraskelse i 5. runde. Hjemme i EnergiCenter Voldparken Hallen vandt Stadions ”drenge” med 27-24 over 1. divisionsholdet Otterup fra 1. division.

Gennem det meste af kampen meget jævnbyrdigt. Fra 14-14 ved pausen kom Otterup omkring 10 minutter før tid foran 22-20, men Stadion-spillerne fastholdt spilkonceptet fra start og gik ikke i panik, og så lykkedes det rent faktisk at få udbytte til sidst.

– På forhånd talte vi om, at vi ikke rigtig havde noget at være stolte af i denne sæson. Hvis det skulle være, så var chancen der nu. Vores spillere kom ud med ild i øjnene. Vi havde fået en del informationer fra 1. divisionsklubberne Ajax og HØJ, så vi var godt forberedte på dem, fortæller træner Thomas Schou.

Særligt Simon Lindholdt og Henrik Schlichter – der kom ind efter ca. 20 minutter og blandt andet reddede tre straffekast – leverede pragtpræstationer, mens de øvrige holdt et højt niveau kampen igennem.

– Vi havde det rette fokus og den rette kynisme. Vi slog ikke op banen, selv om vi var pressede, sagde træneren.

Lodtrækningen til 6. runde foretages på fredag den 15. marts. Her kan Stadion komme til at møde enten Nordsjælland Håndbold, TMS Ringsted og formentlig også GOG (skal møde et 3. divisionshold torsdag) fra ligaen eller Ajax, HC Odense og Team Sydhavsøerne fra 1. division eller FIF fra 2. division.

Også i 2. division hentede Stadions herrer en ny sejr. I Værløsehallerne blev det til 25-21 over Furesø. Her tog Dennis Vestergaard Larsen fra i målet med mange store redninger, og fløjspilleren Magnus Djurhuus scorede ti mål.

Superbrødre kommer
IF Stadion har med afsæt i et øget sportsligt ambitionsniveau og i skarp konkurrence med andre og større divisionsklubber sikret sig to meget talentfulde brødre for næste sæson. Den 20-årige venstre back Jacob Zøhner, der kommer fra Næstved-Helufsholm.

– Jacob er en af de allerbedste spillere i 2. division, siger Thomas Schou.

Det er også lykkedes for Stadion at få Jacobs to år yngre bror Morten Zøhner til klubben. Morten er en af landets helt store talenter på playmakerpladsen. Morten Zøhner kommer senest fra IKA Idrætsakademiet i Grindsted, hvor han har spillet for klubbens U18 drenge. Tidligere har han spillet for bl.a. UH Esbjerg (Ribe-Esbjerg HH) og som 16-årig var han inviteret til en uges prøvetræning hos den spanske storklub FC Barcelona.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top