Annonce
Australsk-irske bluestoner
Hat-Fitz-Cara-Promo-Image.jpg
Duoen Hat Fitz & Cara. Foto: presse
Der venter publikum en musikoplevelse af de sjældne tirsdag den 23. april, kl. 20 i Kulturhuset Pilegården. Her forener en australsk/irsk duo folkemusik, roots, gospel og blues med et strejf af svundne tider.

Duoen Hat Fitz & Cara består af den australske guitarist, sanger og sangskriver Darren Fitzpatrick, og Cara Robinson fra Bangor i Nordirland, der synger og spiller trommer, vaskebræt, fløjte og diverse percussion, ligesom hun fungerer som sangskriver. De to musikere mødtes på en irsk musikfestival i 2008 og er nu gift og bosiddende i Australien.

I et setup med guitar og trommer som de dominerende instrumenter får musikken et udtryk, der lægger sig tæt op af den hill country blues, der spilles i det nordlige Mississippi, en rå og intens musikform. Hat Fitz’ vokal er rå og raspende og han skifter mellem elektrisk og resonator-guitar, mens Caras trommespil er varieret, medrivende og understøtter sangene uden at stjæle unødvendigt fokus. Hendes vokalpræstationer udviser til tider Bonnie Raitt-kvaliteter i sin glød og timing.

Ind imellem numrene underholder begge musikere med små fortællinger om sangenes oprindelse og underholdende anekdoter.

Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj Husum Lokaludvalg. Billetter fås på pilegaarden.kk.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top