Annonce
Dyrkning af grøntsager i Byhaven
Drivhus-01-12-16.jpg
Byhaven med den oprindelige halmballehave og drivhuset. Bagerst til ventre pizzaovnen og til højre hønsehuset. Foto: Kaj Bonne
Byhaven er bygget på den grund hvor den gamle pedelbolig førhen stod. Der dyrkes kun økologiske grøntsager, frugt og krydderurter, som indgår i den daglige madlavning til børnehaverne og Det Økologiske Folkekøkken

Byhaven på EnergiCenter Voldparken bliver fra maj ramme om et nyt kursus, som tilbyder deltagerne at dyrke grøntsager i havens højbede og deltage i fælles oplæg hver torsdag i hele dyrkningssæsonen fra maj til og med september.

Kurset hedder Dyrk Byhaven, og Martin Pihl, køkkenchef på EnergiCenter Voldparken og Mikkel Stensgaard, ejer af den grønne innovationsvirksomhed Bioark, er ved at udvide Byhaven på EnergiCenter Voldparken for at lokale familier kan være med.

Der regnes med 30-40 deltagere, og det koster 700 kr. for de 14 undervisningsgange. Kurset afholdes torsdage fordelt før og efter sommerferien med 20 minutters oplæg og 60 minutters praktisk arbejde og erfaring i eget højbed.

Dyrkning, spisning – og oplevelse
– Når man dyrker råvarer sammen med sine børn og lærer dem om mad, giver man dem livskompetencer, som de for evigt vil have liggende på rygraden, siger Martin Pihl, som dagligt laver frokost til 300 børnehavebørn og ugentligt til de mange gæster i Det Økologiske Folkekøkken. Kurset Dyrk Byhaven vil handle om konkrete og praktiske oplæg i at dyrke i højbed og drivhus, samt alle de detaljer som skiller succes og fiasko i haveverdenen. Tanken er, at hvert højbed varetages af familier.

– At dyrke, tilberede og spise sin mad i fællesskab, tilfører måltidet smag og en stemning, som er helt unik. Det er en af de ting som jeg glæder mig mest til, fortæller køkkenchefen.

Kursusgangene er placeret sidst på eftermiddagen, lige inden spisetid og meningen er, at deltagerne spiser sammen i Folkekøkkenet eller i haven, når sæsonen er klar, for at få den fulde jord til bord oplevelse med.

– Forståelsen og stoltheden over at have dyrket en grøntsag selv, bliver kun overgået af en smagsoplevelse, hvor alle aromaer er intakte, som man kun får, når krydderurter og grøntsager er solmodne og friskhøstede. Det er som forskellen mellem en bilradio og et surround sound anlæg, slutter Martin Pihl.

Yderligere oplysninger på energicenter.dk/byhave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top