Annonce
Fællesspisning og balalajkamusik
To.jpg
Helga på 98 år til højre – til venstre Connie Eriksen fra Vanløse. Foto: Anne Marie Burchall Henningsen
Humøret fik et mærkbart løft på Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret i Brønshøj torsdag i sidste uge

Her spiste borgere, pårørende og personale en lækker frokostmenu sammen i anledning af Folkebevægelsen mod Ensomheds kampagneuge, og senere satte Pavlovskis Balalajkaorkester et farvestrålende punktum for dagen.

Under overskriften Danmark spiser Sammen havde Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret i Bystævneparken inviteret til at synge en forårsvise og nyde helstegt kylling med rabarberkompot, kartofler og flødesovs efterfulgt af citronfromage. Stemningen var høj, ikke mindst i det hjørne, hvor Helga sad og blev siddende, mens andre fortrak for at hvile sig efter frokosten.

– Man kan sove, når man bliver gammel, udbrød hun til de omkringsiddendes udelte begejstring. Helga har i 25 år har været børnehaveleder på Tølløsevej og siden på Præstekærvej i Brønshøj – i dag er hun 98 år – og ferm med sin smartphone.

– Det har været fantastisk at opleve, hvordan det at spise, grine og synge sammen favner alt, hvad der har med rehabilitering at gøre. Det gjorde også noget helt særligt, at maden blev præsenteret af køkkenpersonalet, og fællessangen ’Det er i dag et vejr’ ansporede os til at synge flere sange, fortæller social- og sundhedsassistent Jovina Dalsgaard.

Dagen gik på hæld med manér, da det 30 mand m/k store Pavlovskis Balalajkaorkester med sine russiske og østeuropæiske folkesange gav publikum en eksotisk afslutning på en hyggelig dag i fællesskabets navn. Koncerten var sponseret af en borger på midlertidigt døgnophold.

Pavlovskis Balalajkaorkester underholdt med russiske og østeuropæiske folkesange.
Anne Marie Burchall Henningsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top