Annonce


Folk vil lære at lave mad – sammen!
Luna-2.jpg
Her instruerer Louise Rasmussen (nr. 2 fra venstre) tre deltagere på en af kokkeskolerne. Foto: Privat.
Kokkeskoler hitter landet over. I Husum mærkes tendensen hos Lunas Køkken

Det kan ses som teambuilding eller en social sammenkomst med maden i centrum. Under alle omstændigheder er kokkeskoler over hele Danmark blevet et stort hit. Interessen for mad er steget herhjemme samtidig med, at udlandet har fået øjnene op for vores dygtige gastronomer.

Der er dog noget modsætningsfyldt i vores madinteresse. Vi vil gerne spise dansk mad – eller mormormad – men vi gider ikke rigtig lave den. Til gengæld vil vi rigtig gerne svinge pander og fylde gryder og ovne med råvarer, som anvendes i udenlandske køkkener.

Tendensen hos det stadigt stigende antal kokkeskoler går i hvert fald på italiensk, spansk, fransk – de tre store i middelhavskøkkenet. Som noget af det nyere ses en bevågenhed for de nye strømninger, der findes i streetfood og det nordiske køkken (som vel reelt set er det nye danske køkken med internationalt snit).

Kokkeskolerne har opfanget tilbøjeligheder og twistet dem til et fornøjeligt, socialt fællesskab, hvor man går sammen om at lave mad med andre – også nogle man måske ikke i forvejen kender. Det er langt sjovere at lave mad med ligesindede, end at stå at røre i gryderne alene, selv om det giver mange stjerner på skuldrene at kunne kreere et vennemåltid fredag eller lørdag aften.

”Lunas Køkken” på Islevhusvej 37 er en af de nyere kokkeskoler. Set udefra kan Lunas Køkken sagtens minde om en restaurant, ”men det er vi ikke”, siger køkkenansvarlig Louise Rasmussen og værtinde Anne-Sofie Christensen.

Lunas Køkken holder alle mulige former for arrangementer udover de faste kokkeskoler, hvor man kan melde sig enkeltvis eller i grupper. Mange af arrangementerne er båret af en fødselarer, der enten skal fejres eller vil samle vennerne, en polterabend, en tøseaften og så videre. Luna arrangerer helt særlige kokkeskoler for både private og virksomheder ved mindst 10 deltagere.

Således har man på det seneste haft skoler i italiensk mad, tapas og fingermad fra streetfood. Grillen skal også tændes i haven, der er tilknyttet Lunas Køkken.

– Du behøver ikke at være dygtig i et køkken for at være med. Det vigtigste er, at du kan lide at lave mad, og at du gerne selv vil være med til at lave den. Vi giver dig en masse inspiration, kommer med gode råd og tips. Find et kokkekursus på vores hjemmeside, som passer dig. Vi kan også skræddersy et arrangement for dig, siger Louise og Anne-Sofie.

De to kvinder lærte hinanden at kende i Barcelona i 2003. Louise har drevet både restaurant og tapasskoler i Spanien og Danmark, mens Anne-Sofie har lært det italienske køkken gennem sin svigermor, der kommer fra Puglia (hælen i Italien).

Kvinderne i Lunas Køkken passer på deres opskrifter og lægger dem ikke bare ud på nettet. Deltagerne i kurserne får selvfølgelig opskrifterne, ligesom de modtager den køkkenmæssige undervisning og lærer at sætte pris på tilsmagning og brugen af de gode råvarer, krydderier og krydderurter.

– Først og fremmest elsker vi begge at lave mad og lære fra os. Vi synes, at vi i disse dejlige lokaler har fundet rammer for, at venner, familie og kolleger kan komme endnu tættere på hinanden, siger Louise og Anne-Sofie.

Du kan læse meget mere om mulighederne og priser på hjemmesiden www.lunaskoekken.dk

Louise Rasmussen og Anne-Sofie Christensen. Foto: Privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top