Annonce
København skal ikke blive en rigmandsghetto
Det blev fejret, da København blev kåret som den bedste by at besøge af rejsebogsforlaget Lonely Planet i 2018.

Af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL)

Det blev fejret, da København blev kåret som den bedste by at besøge af rejsebogsforlaget Lonely Planet i 2018. Nu topper København så endnu en international liste, men denne gang er der ikke så meget råbe hurra for. The Economist har kåret de ti dyreste byer i verden at bo i, og her kommer København ind på en 7. plads. Magasinet har set på priserne på almindelige forbrugsgoder i de forskellige byer og konkluderet, at København ligger i selskab med notorisk dyre hovedstæder som Singapore, Seoul og Paris. Det sætter endnu engang en tyk streg under behovet for at stoppe den udvikling, vi i årevis har set i hovedstaden.

I stigende grad bliver København for de få med ekstra på kistebunden, der har råd til at investere på det københavnske boligmarked. Det er stukket helt af, og priserne på de lejeboliger, der ikke er almene, er så høje, at ingen almindelige mennesker har råd til at slå sig ned i byen. Vi kan i dag stille krav om almene boliger fra kommunens side, når der bygges nyt, og det er en god start.

Desværre har Folketinget bestemt, at kravet maksimalt må være på 25 procent almene boliger i et nyt byggeri. I nogle bydele, hvor der er særligt mangel på almene boliger, ville det være en stor hjælp, hvis vi måtte sætte det tal bare en smule op. Kommunerne har generelt brug for flere værktøjer til at sikre, det ikke er pengepungen, der afgør, om du kan bo i hovedstaden. For det er nemlig fint, at København er kåret som den bedste by at besøge, men det skulle også gerne være muligt for almindelige mennesker at bo her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top