Annonce

Line kan ikke lade være med at male
Line-Bjørnbøl.jpg
Line Bjørnbøl. Foto: Privat
En bipolar lidelse afholder ikke Line Bjørnbøl fra at male. Hun er med på en udstillingen ”Art Nordic” senere i denne uge

Line Bjørnbøl begyndte allerede at male som 17-årig, for den kreative kraft lå ligesom i blodet på hende. Da jeg spørger ind til, hvor det kommer fra, så fortæller hun, at hendes morfar havde et reklamebureau og begge hendes forældre var grafikere. Line selv er uddannet litograf og har været selvstændig grafisk designer siden 2003. Hendes professionelle kompetencer trækker på idérigdom, skabertrang, vitalitet og kreativitet går hånd i hånd med maleriet.

Men selv om maleriet altid har betydet meget for hende, så har de seneste år budt på enorme udfordringer. For hen ved ti år siden fik hun konstateret en bipolar lidelse (type 2). En sygdom som byder på både psykiske op- og nedture – mani og depressivitet.

For fem år siden stoppede Line Bjørnbøl med at male. Sygdommen satte en stopper for det, men så pludselig i november sidste år, mens hun var indlagt, vendte lysten til at male retur.

– Skabertrangen var der igen. Jeg ved ikke hvor den kom fra, og pludselig købte jeg lærreder og maling og kastede mig over maleriet. Jeg malede hele dagen – og hele natten. Det var tæt på at være for meget.
Jeg blev udskrevet igen i januar, og da jeg kom hjem, så havde maleriet givet mig så meget ekstra energi, at jeg fik lavet mit kontor om til atelier. Jeg var fuld af aktivitet, siger Line Bjørnbøl, der er meget åben omkring sin sygdom.

Et eksempel på Line Bjørnbøls kunst. Det er som at se ind i sig selv. Figurernes store øjne borer sig lige ind i sjælen. Foto: Privat

Berøringsangst
Efter udskrivelsen i januar gik der en måneds tid, inden Line lod sig indlægge frivilligt igen: – Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde det dårligt, og jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg havde haft det lidt for godt, siger Line Bjørnbøl.

– Folk kan godt være meget berøringsangste, når jeg taler om min sygdom. Men jeg synes ikke, at jeg behøver at skjule den. Jeg har været udsat for, at folk har trukket sig og ikke er en del af mit liv mere. Men her på afdelingen har jeg sagt goddag til mange nye interessante mennesker. Der er ikke så meget pis – vi kan tale om alt, siger Line Bjørnbøl.

På messe
Lines malerier er i øjeblikket abstrakt/figurative: – Min måde at male på nu er meget anderledes end den, jeg anvendte for seks-otte år siden.
Netop nu har Line en udstilling hos Frederiksberg Forsyning, men fra den 5.-7. april kan enhver der har lyst se 30 af hendes værker på udstillingen ”Art Nordic” på Lokomotivværkstedet på Otte Bussesvej 5A ved Dybbølsbro Station.

Line Bjørnbøl har også et atelier/galleri på hjemmeadressen Frederikssundsvej 229, 3. sal, 2700 Brønshøj: – Enhver er velkommen til at se mine malerier. De kan bare kontakte mig. Det gør man nemmest ved at gå ind på min hjemmeside bjornbolart.dk, siger hun.

FAKTA
Line Bjørnbøl. Født 1971. Autodidakt kunstner. Har igennem de sidste 16 år levet af både at male og være selvstændig grafisk designer i sit firma ”BJØRNBØL Grafisk design”. Har boet i Brønshøj i over 20 år. Har tre børn på 23, 21 og 12.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top