Annonce
Lokalt musiktalent skal dyste for Danmark
PRfoto_Aureola.jpg
Josefine Mathisen fra Brønshøj står på tærsklen til et gennembrud. Foto: Pressefoto.
Aureola med Josefine Mathisen i front skal repræsentere Danmark i musiktalent-konkurrencen Popkorn Nordic

Josefine Mathisen fra Brønshøj har med egne ord forårskuller og sommerfugle i maven i disse dage. Mange års arbejde med musikken er nemlig for alvor ved at bære frugt. Josefine udgav under navnet Aureola sin første single sidste forår, og siden er det gået stærkt.

Seneste trin på trappen mod en karriere inden for musikken tog hun for et par uger siden i Helsingør til semifinalen i Popkorn Nordic. Her spillede hun sig til en plads i finalen, hvor hun sammen med duoen WIDE fra Farum skal dyste mod to svenske artister om, hvem der er det mest talentfulde nye navn fra Sjælland og Skåne.

Josefine er først og fremmest en stærk sanger, der nemt veksler mellem det rå og sårbare. I Aureola skriver og producerer hun musikken, mens hun på scenen bakkes op af to musikere og korsangere. Hun har allerede brugt mere end halvdelen af sit liv på musik – og både fortiden som korsanger, venskabet med den danske sangskat fra barnsben og tiden bosat i New York har formet hendes unikke lyd mellem det amerikanske storladne og det skandinavisk jordnære.

Talentkonkurrence Popkorn Nordic arrangeres af Musikmetropolen – en del af Kulturmetropolen, der er et musikalsk samarbejde 14 sjællandske kommuner, der blandt andet er gået sammen om at udvikle lokale musiktalenter. Over 50 sjællandske artister ansøgte om at spille med i konkurrencen, så at Aureola har sejret i både den indledende runde og senest semifinalen er en rigtig flot præstation.

Finale på torsdag
Når de 4 finalister indtager The Tivolis scene i Helsingborg den torsdag d. 2. maj, vil publikum kunne opleve alt fra Aureolas himmelråbende korklange og underjordiske hjerteslag over alternativ hiphop til håndspillet, svensk progrock.

De 4 finalister er:
Aureola (DK) – R’n’B mellem det storslåede og intime
WIDE (DK)– elektronisk soul/pop-duo
Kevin Jazz (S) – alternativ hiphop
Meraki (S)– progrock/artrock

Følg med på Facebook: https://www.facebook.com/popkornnordic

Hvad er Musikmetropolen?
Musikmetropolen er først og fremmest 14 kommuners ja til et stærkt regionalt partnerskab og samarbejde om en fælles vision og indsats for musikken. Visionen er at skabe en sammenhængende musikmetropol med gennemslagskraft regionalt, nationalt og internationalt. Musikmetropolen er et geografisk område, hvor vi bor relativt tæt på hinanden – og på hovedstaden. De medvirkende kommuner i Musikmetropolen er Albertslund, Ballerup, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Ishøj, Køge, Roskilde, Rødovre.
JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top