Annonce

Unge iværksættere fra Tingbjerg møder borgmester
B5-1.jpg
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilie Lonning-Skovgaard mødte tre af de unge iværksættere i Tingbjerg Kulturhus. Foto: presse
Mødet handlede om faglig og personlig udvikling – og egen virksomhed

Der var fokus på læringen ved at etablere sin egen virksomhed i teenageårene og udviklingen af vigtige kompetencer, da beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, torsdag i sidste uge mødte tre unge mode-iværksættere fra Tingbjerg.

For syv år siden etablerede den i dag 22-årige Sheraz Mudassar virksomheden B-N1C3 med nogle venner og i samarbejde med organisationen Mind Your Own Business, MYOB. I dag driver han virksomheden sammen med tre kolleger. De producerer caps og t-shirts med grafisk print med budskabet om at være gode ved hinanden.

På mødet, der blev afholdt i Tingbjerg Kulturhus mødte Sheraz Mudassar og hans kolleger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard for at tale om deres faglige og personlige udvikling i arbejdet med at drive egen virksomhed.

Næste kollektion på vej
– Det har været lærerigt og hårdt arbejde at etablere B-N1C3, fortæller Sheraz Mudassar om virksomheden, som blev stiftet i 2012. I dag læser han en bachelor på Roskilde Universitet ved siden af arbejdet med virksomheden.

– Det at etablere en virksomhed med MYOB har været en rejse med op- og nedture. Jeg har fået erfaringer med livet som selvstændig, og det har rustet mig til at kunne starte mit eget firma, når jeg er færdiguddannet. Jeg har erfaringer fra begge verdener i dag. På universitetet får jeg viden, som supplerer min praktiske erfaring, fortæller Sheraz Mudassar.

Konceptet for virksomheden blev udviklet af Sheraz Mudassar og vennerne, da de var en del af programmet hos Mind Your Own Business, som engagerer drenge til at etablere mikrovirksomheder. Over otte måneder skrev de en forretningsplan, satte mål for virksomheden og solgte de allerførste varer.

I dag har B-N1C3 leveret specialdesignet tøj til organisationen Medborgerne, og til september forventer de at præsentere deres næste kollektion, som er udviklet i samarbejde med sangeren Karen Mukupa. Socialt engagement og fællesskab er en del af fundamentet i virksomheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top