Annonce
Brønshøj fejres med jazz
Brønshøj-Sommer-Jazz.jpeg.jpg
Det amerikanske jazzband Shake ’Em Up Jazz Band kommer til Brønshøjs sommerfestival. Foto: Pressefoto.
13 gratis jazzoplevelser fra den 11. til 13. juli på plænen bag Brønshøj Torv

Ideen bag Brønshøj Sommer Jazz er at bringe jazzens ud til Brønshøj, så bydelens voksne og børn kan få lejlighed til at høre kvalitetsjazz i sommerdagene uden altid at skulle tage ind til byen. Tidspunktet er fra torsdag den 11. juli til og med lørdag den 13. juli.

Brønshøj Sommer Jazz arrangeres af foreningen ”JAZZiVÆRK” i samarbejde med Brønshøj Bistro, Kulturhuset Pilegården og støttes af Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Københavns Kommune, William Demant Fonden og Dansk Musiker Forbund. Men der er også brug for at lokale kræfter bidrager.

– Jeg appellerer til, at lokale erhvervsdrivende på Frederikssundvej og i Brønshøj har lyst til at være sponsor eller medsponsor på koncerterne, så vi får et program, som Brønshøj-borgerne fortjener. Allerede nu har vi sikret os gode navne – og flere kommer til. Interesserede er velkomne til at kontakte mig, siger festivalleder Mai Seidelin.

– Torsdag eftermiddag står især i bluesens tegn. Fredag formiddag er der tre børnekoncerter, inden der er fredagslounge og fredagsbar med jazzvinyler og soulkoncert. Lørdag er tætpakket med jazz og verdensmusik, som spænder fra afrikanske rytmer for de yngste verdensborgere til et festfyrværkeri af balkanmusik, siger Mai Seidelin.

Festivallederen pointerer, at jazzmusikken skal være inkluderende: – Den skal være for de mange, ikke de få. Det skal være tilgængelig kvalitetsjazz, ikke indadvendt elitejazz, siger hun.

Et særdeles spændende programpunkt er seks kvinder fra jazzens hjemby New Orleans: – Normalt forbinder man New Orleans-jazz med ældre herrer, men Shake ’Em Up Jazz Band består altså af seks kvinder, som giver den gas, siger Mai Seidelin.

På Facebooksiden Brønshøj Sommer Jazz kan du se flere nyheder om festivalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top