Annonce
Giv Københavns børn rettigheder
To ud af tre pædagoger i København oplever, at de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for alle børn på grund af personalemangel

Af Pia Olsen Dyhr, Brønshøj, folketingsmedlem, form. for SF

To ud af tre pædagoger i København oplever, at de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for alle børn på grund af personalemangel. Det er langt fra godt nok! Derfor gik tusindvis af forældre i København for nylig på gaden. De kræver, at vores børn skal have rettigheder til at der er nok voksne til at sikre en god og tryg hverdag i vuggestuen eller børnehaver.

Det krav skal vi ikke ignorere. Sammenlignet med normeringerne for ti år siden er der i dag 4.000 færre pædagoger på landsplan, og derudover kan det stigende børnetal her i Brønshøj-Husum også mærkes af forældre og børn.

Når der ikke er nok hænder i vuggestuer og børnehaver, så er der ikke tid til at trøste, skifte ble og tage sig ekstra af de børn, der har behov for det. Der er ikke tid til den lille dreng eller pige, der har brug for at være på armen, og der bliver mindre tid til det lille barn, som har brug for ekstra hjælp og støtte til sproget.

Derfor bør vi indføre nationale minimumsnormeringer, så der mindst bliver en voksen per tre børn i vuggestuer og en voksen til seks børn i børnehaver. Det er ikke luksus, det er faktisk pædagogernes fagforening, BUPL’s, bud på en minimumsbemanding. Ligesom vi har et klasseloft, så bør vi også sætte et loft for, hvor mange børn en pædagog eller pædagogmedhjælper kan passe, før det bliver uanstændigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top