Annonce
Kronprinsen åbnede Skole OL i København
IMG_9987.jpg
4. b fra Bellahøj Skole vandt en pokal og inviteres til det landsdækkende finalestævne i Aarhus, hvor hele fem klasser fra skolen deltager. Foto: privat
Kronprins Frederik holdt peptalk og skød motionsløbet i gang, da 2.000 skolebørn deltog i Skole OL

Der var indmarch, nationalsang og en skoleolympisk ild, der blev tændt, da Østerbro Stadion dannede olympisk ramme om det lokale Skole OL i København.
Knap 2.000 elever fra 79 københavnske 4. og 5. klasser deltog i forskellige atletik- og parasportsdiscipliner, og der var højt humør og masser af opildnende tilråb, mens konkurrencerne var i gang.
Kronprinsen var populær blandt børnene. Der blev både givet ’high fives’ og taget selfies, og Kronprinsen holdt også en peptalk for børnene, før konkurrencerne gik i gang – retur fik han klapsalver og nationalsang fra knap 2.000 barnestemmer.
– Vi er meget glade for Kronprinsens deltagelse ved Skole OL år efter år. Børnene elsker ham, og med sin deltagelse giver han Skole OL anerkendelse, og han motiverer samtidig børnene til et liv med bevægelse, siger Skole OL-projektchef, Torben Dan Pedersen.
Skole OL er OL i børnehøjde med discipliner tilpasset målgruppen. Over 60.000 elever fra landets 4.-7. klasser dyster i atletik, bordtennis, bowling, bueskydning, (ergometer)roning, parasport, orienteringsløb og svømning. Der afvikles 115 lokale Skole OL-stævner, og de bedste klasser kvalificerer sig til finalen, som afvikles i Aarhus. Skole OL hylder de olympiske værdier herunder fællesskab, venskab og fair play.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top