Annonce
Så skete der noget
Vagter indsat i Bellahøj Hallen, så Håndboldklubben Frejas medlemmer igen kan færdes i tryghed

Det er ud til, at Håndboldklubben Frejas opråb har hjulpet for en stund. Den uholdbare situation med unge ballademagere, som chikanerede klubbens medlemmer, begik indbrud, tyverier, hærværk og ildspåsættelse skal nu holdes i skak af et privat vagtkorps, som Københavns Kommune nu sætter ind for at øge trygheden i hallen på ny.

Kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning arbejder med flere forskellige modeller for fremtiden, men hen over sommeren er vagten der på alle hverdage mellem kl. 16 og 20. Vagtordningen er således ikke et permanent tiltag.

Overfor B.T. indrømmer forvaltningens direktør, at man burde have reageret hurtigere: – Problemerne har været intensiveret indenfor de sidste ti dage, men vi kunne godt have været hurtigere til at reagere i det her tilfælde, da der har været hændelser derude, som har stået på i længere tid.

For Freja er den nye løsning i hvert fald et betydeligt fremskridt i forhold til den situation, som skabte stor utryghed og truede med at få foreningen til at gå op i limningen, såfremt der ikke skete noget:

– Kommunen har akut indsat en vagt for virkelig at hælde vand på det bål, som har brændt i noget tid nu. Det vil gøre en forskel, at de unge mennesker forhåbentlig ikke længere vil hænge ud ved hallen, mens vagten er der, siger Frejas formand Lars Pedersen til B.T. JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top