Annonce
Stærk mentalitet
Vi er tilbage på sejrssporet efter to flotte sejre på 4-2 og 2-1 over Ringkøbing og Middelfart, og det er herligt at se holdet kæmpe brodden ud af shortsene. Man kunne ellers godt frygte, at der ikke vil blive gået 100 procent til den i kampene, da oprykningen er væk. Men det er langt fra tilfældet.

Det siger noget om mentaliteten hos vores spillere, at de stadig går hårdt ind i tacklingerne og ofrer sig. Det har da også sin pris, og vi har i denne sæson været hårdt ramt på skadesfronten, hvilket har vanskeliggjort tingene for cheftræner Michael Winter.

Og netop Michael Winter skal have ros. Vi ved godt, at fansene til tider stiller store krav, og at der måske har været skuffelser i denne sæson. Men vi skal huske på, at i sidste sæson lå vi i nedrykningsspillet og reddet først brodden på sidste kampdag.

I denne sæson har der været klar fremgang. Vi kom sikkert med i oprykningsspillet og vi scorer mange mål. Så sammenlignet med sidste sæson, så har denne sæson været godkendt. Og kan der blive ved med at bygges på, så kan næste sæson blive endnu bedre.

Men før vi går i gang med sæsonen 2019/20, så er der to kampe, som skal klares i denne uge. I morgen (tirsdag) gæster vi Gentofte Sportspark og HIK, mens vi på lørdag tager imod B93 hjemme på Tingbjerg Groud.
Og netop lørdag bliver en dag fyldt med aktiviteter. Her vil være konkurrence for børn og unge, en hoppeborg, en forkamp mellem de gamle drenge fra både Brønshøj og B93, divisionskampen mod B93 og efter kampen vil der være gratis spisning for alle. Fejringen af jubilæet fortsætter nemlig.

Så kom ud til Gentofte Sportspark på tirsdag og støt holdet, og kom meget gerne ud til Tingbjerg Ground på lørdag, og se om vi kan tage den tredje hjemmesejr i træk.

Derudover ønsker vi B93s spillere og supportere velkommen til en forhåbentlig god og velspillet kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top