Annonce
Unions defensiv faldt sammen
TFC Odsherred besejrede Union med 5-4 i en målrig kamp på Genforeningspladsen

Før lørdagens kamp mod TFC Odsherred havde Union sammen med Ledøje-Smørum det bedste forsvar i Danmarksseriens pulje 2. Men det kan nok være, at der var åbnet for sluserne i begge ender i kampen på Genforeningspladsen.
Foran 3-1 efter 1. halvleg og 4-3 blot fire minutter før tid burde Union ikke have tabt. Samuel Shepherd scorede de to første mål for ”de røde”, Uffe Troensegaard øgede til 3-1 i halvlegens døende minutter. Efter pausen kom TFC Odsherred igen, og stillingen var 3-3 efter en times spil. Jeppe Brædder Madsen øgede til 4-3 for Union små 20 minutter før tid, men alligevel blev det den nordsjællandske klub som nappede alle tre point med en udligning fire minutter før tid og et sejrsmål i overtiden.
Med fem runder igen er nedrykningsspøgelset ikke jaget helt på flugt endnu, men meget skal gå galt, før Union kommer i alvorlig fare. Næste kamp er på lørdag den 18. maj kl. 13 mod topholdet FA 2000 i Frederiksberg Idrætspark.

Fra serierne
I serie 1 tabte Boldklubben Fix med 1-3 i Gentofte til FC Græsrødderne. Syv minutter ind i 2. halvleg udlignede Marc Skjold Sørensen til 1-1 for klubben i Pilesvinget, men til sidst var favoritterne fra Græsrødderne en for hård nød at knække. Der er hjemmekamp i Gadelandet mod Sunred Beach store bededag kl. 11. Der er pokalkamp for Fix mod FC Sunshine kl. 18.30 på Kløvermarken onsdag den 15. maj.
Boldklubben Stefan tabte 1-2 til Nørrebro United i serie 2. Næste kamp mod VLI er udsat, så derfor kommer Stefan-spillerne først i aktion i serien onsdag den 22. maj kl. 18.30 mod FC Randoms i Valby Idrætspark. Til gengæld spiller Stefan pokalkamp nu i denne uge den 15. maj kl. 19.30 mod FC ESPM i Valby Idrætspark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top