Annonce


Brønshøj Borgerkros Cykeltur 2019 – en grøn oplevelse
P1060587.jpg
Årets deltagere i Brønshøj Borgerkros Cykeltur. Foto: kv
Brønshøj Borgerkro får større og større succes med sit årlige cykelløb ud i det grønne. Således var der den 11. maj rekorddeltagelse med 37 muntre motionister, og Solen var ligesom sidste år en begejstret tilskuer. Tina og Allan Starp havde til denne 3. BB-Cykeltur lagt en rute, som snoede sig smukt gennem den skønne natur i Husumvolden og Utterslev Mose, der begge så fornøjeligt har ført Brønshøj og Husum sikkert uden om CO2-klimakrisen.

Deltagerne mødtes på Brønshøj Borgerkro kl. 9, hvor de ikke alene tankede op fra et overdådigt morgenbord, men dertil indtog den tilladte dosis af blid Epo i form af kaffe og Underberg. Godt en time senere var tiden inde til at få taget det obligatoriske holdfoto foran kroen. Og derefter gik det så mod vest på cykel – idet nogle få dog foretog et kortere ridt på apostlenes heste.

Turen varede fire stive timer, og der var indlagt ikke færre end syv pitstop. Første pit fandt traditionen tro sted i haveforeningen Trekanten ved Husumvold Kirke.
Anden og tredje pit (depot) fandt sted i Bystævneparken – den sidste ved den ellers så smukke, runde blomsterpark. Men lige nu tog den sig sølle ud med bare en snes halvvisne tulipaner, som unægteligt lignede blomster på plejehjem. Så var der mere dynamit ved fjerde pit, benzintanken ved Krudtuglen. Her gjaldt det for alvor om at få tanket op, for nu skulle man ud på de lange, seje strækninger.

Ad en snæver og skyggefuld sti langs Husumvolden gik det fra Frederikssundsvej og hen over Mørkhøjvej til femte pit i et stort grønt og åbent område. Videre gik det ad stien langs nogle idylliske kolonihaver, hen over Åkandevej, hvor Tingbjerg-bebyggelsen begynder, ned mod Utterslev Mose, og videre ad stien i retning mod Hillerødmotorvej. På en sti langs denne og over en bro gik det så til Høje Gladsaxe Park til sjette pit samt lidt efter op ad ”Djævlebakken”, som kun de unge var nødt til at cykle op ad, mens vi var en del ældre, som var i så god fysisk form, at vi kunne bestige den gående! På toppen af dette djævelskab, syvende pit, nød man i fulde drag den unikke udsigt og en dåse grønt.

Indtil da holdt feltet sig smukt samlet, men da det siden gik ud ad Grønnemose Allé, stak fortroppen af – for at køre en omvej – mens bagtroppen drejede til højre ad Maglegårds Allé og derfra atter til højre ad en sti langs mosen. Dog mødtes samtlige motionister – tappet for kalorier – snart efter i det forjættede land, Brønshøj Borgerkro, til et befriende måltid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top