Annonce
Jazz for de mindste
Børnejazz-3.jpg
”Body Rhythm Factory goes BOOOM” optræder for et ungt publikum. Foto: Pressefoto.
Der er børnejazz på programmet under Brønshøj Sommer Jazz

Arrangørerne bag festivalen Brønshøj Sommer Jazz – JazziVærk, Kulturhuset Pilegården og Brønshøj Bistro – har fået den idé, at man sælger støttearmbånd. Armbåndene kan fra midten af denne uges købes i bistroen for mindst 50 kroner, men naturligvis gerne mere. Dermed får bydelens borgere mulighed for at tilkendegive, at man værdsætter aktiviteter i nærområdet. Sommerjazzen har fået støtte fra Københavns Kommune, Brønshøj-Husum Lokaludvalg, William Demant Fonden og Dansk Musiker Forbund.

Der er også jazz for de mindste under Brønshøj Sommer Jazz ved Brønshøj Torv. Fredag den 12. juli er der tre koncerter. Først spiller Sille og Palle børnejazz fra kl. 10. Gennem interaktive musikfortællinger inddrages børnene i sang og dans, og det går ikke stille for sig.

Parret, der er kendt fra børnejazzorkestret Djanzz, hører til blandt Danmarks mest erfarne børnejazzmusikere. De har spillet mange hundrede børnekoncerter, bl.a. i samarbejde med det Kgl. Teater. De står også bag musikken til Ramasjangprogrammet ”Rosa fra Rouladegade”. Koncerten henvender sig især til børn op til fem år.
Fra kl. 11 kommer ”Av Godaw” som giver nyt liv til gamle hits. De mixer og graver dybt efter voksenvenlig børnemusik på vinyl. Hør tidens fedeste børnehits, som både voksne og børn kan danse med på.

Kl. 12 optræder ”Body Rhythm Factory goes BOOOM” for særligt de 6-10-årige. Det er et underholdende orkester som har fede beats og humor. De serverer en musikalsk legeplads på højeste niveau, hvor der spilles på alverdens instrumenter og rekvisitter. Til denne særlige lejlighed tager gruppen 100 murerbaljer og stikker med, så de sammen med børnene kan skabe festivalens vildeste rytmeboks. I 2013 vandt Body Rhythm Factory den internationale YAM Award for verdens bedste koncertproduktion for børn og unge!

Lørdag den 13. juli optræder ”Der var engang … i Mali – Moussa Diallo Trio” for de 5-årige og opefter, og kl. 12 er der familiekoncert med Shake ’Em Up Jazz Band – et kvindeorkester fra New Orleans i USA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top