Annonce
Ugler i Mosen
Ugler-i-Mosen.jpg
AB endte øverst i mosederbyet mod Brønshøj. Her ses ABs Yonas Nielsen og Brønshøjs Simon Richter i en hård duel. Foto: Christian Ove Carlsson.
Ungdommelige AB slog Brønshøj med 3-2 i forårets sidste kamp

”Slaget om Mosen” levede for alvor op til sit navn, for der var fuld fart over feltet og bid i tacklingerne. Dommer Casper Thorsøe måtte således uddele seks gule kort i lørdagens kamp i Tingbjerg Idrætspark, hvor AB kunne rejse gennem Utterslev Mose med en sejr på 3-2 over Brønshøj.

Først skulle spillere og de 384 tilskuere dog vente på at et gevaldigt tordenvejr havde lagt sig, hvorfor kampen blev udsat med næsten to timer. Men så startede spillerne også som lyn og torden – med flere hårde taklinger inden for de første to minutter og et par gode chancer til begge hold.

AB Gladsaxes nye træner, tidligere U19-træner og talentchef Patrick Braune, har lovet at han ville satse på klubbens egne talenter. Og det bar i den grad frugt i sæsonafslutningen, hvor seks AB-teenagere fik spilletid og to kom på tavlen.

Hvepsene skabte mest i starten, men AB kom foran på et uheldigt selvmål af Ahmed Iljazovski efter 24 minutter. To hurtige mål af hvepsenes Casper Löween fik dog vendt stillingen på hovedet.

Efter 31 minutter kunne AB-målmand Oliver Thorup kun halvklare et skud fra Andreas Baes, så Löween kunne trille bolden i det tomme mål. Og tre minutter senere stod Brønshøj-angriberen igen på det rigtige sted og kunne sparke en aflevering fra Jonas Magnussen forbi AB-keeperen.

Brønshøj skabte et par chancer til inden halvegen, og akademikerne virkede rystede.

AB kom dog bedre ud til anden halvleg, overtog stille og roligt spillet, og efter en lille time kom udligningen. Yonas Nielsen spillede kort til Anis Slimane lige foran feltet, og det 18-årige talent driblede forbi både forsvarer og målmand og scorede fra en spids vinkel til 2-2. Efter en time skiftede AB-træner Braune så endnu et par teenagere ind – Marcus Hørbye og Frederik Ellegaard.

Sidstnævnte skulle kun bruge en enkelt minut og berøring til at bringe uglerne foran med 3-2, da han satte foden på en tværaflevering fra Rasmus Tangvig efter et flot kontraløb.

Hjemmeholdet forsøgte at presse et sidste mål ud af kampen, men akademikerne holdt stand.

Brønshøj slutter på 10. pladsen i 2. divisions oprykningsspil. I oprykningsspillets 11 kampe blev det kun til tre sejre og hele otte nederlag – heraf de sidste seks i træk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top