Annonce
En rullende kulturfestival for børn
Martinis-ved-Cirkusvognen.jpg
Cirkusvognen spiller på Terrasserne i Tingbjerg. Foto: Pressefoto.
Igen i år ruller den lille grønne Cirkusvogn ud i byen, og man har sammensat et festligt program

Cirkusvognen fra Børnekulturhuset Sokkelundlille ruller af sted fra den 6. til 29. august.

Hvert år besøger mellem 3500 og 4500 børn Cirkusvognen i løbet af de 12 dage festivalen varer. Alle er velkomne, der er ingen tilmelding og det er gratis.

I år foregår det fire steder: Hulgårds Plads (6.-8. august), Degnestavnen 20 (13.-15. august), Lundehus Kirke (20.-22. august) og Fritidshjemmet Terrasserne 40 i Tinbjerg (27.-29. august).

Igen i år er programmet lagt ud fra tanken om at give publikum et stærkt indtryk og muligheden for bagefter at skabe deres eget udtryk på Cirkusvognens værksted.

Festivalen er meget tilgængelig og publikumsvenlig, og Børnekulturhuset Sokkelundlilles Cirkusvogn er med til at bringe kultur ud på legepladser, til børn og institutioner.

Sokkelundlilles egen Cirkustrup har premiere på Cirkus Sokke, som laver dukke-nycirkus. Her kan børnene glæde sig til at se vognens egen velkendte klovn Gustav i et nyt nummer og opleve Søstrene Solstik for første gang. De kulørte udtryk bliver kyndigt ledt af billedkunstnerne Britta Johanson, Serine Yde, Joan Ledang, Camilla Willis og Mette Wille, samt af Dorte Kampp, leder af BIBLIOTEKETs værksteder og Sokkelundlilles eget Cirkuspersonale.

Cubanske klovnerier
Cirkusvognen får besøg fra Cuba. Teatro Tuyo spiller Super Banda Clown – en musikalsk klovneforestilling d. 14. august kl 14.30 på Degnestavnens Legeplads. Det er med venligt udlån af Teatergruppen Batida, som har inviteret den cubanske trup til at spille flere steder i Danmark i august.
Channe Nussbaum Trio, Badut, Martinis for Børn, Luigi Ciotta (Italien), Jazzkatten, Svanen, Hr. Teater, Benita Haastrup og Knoglestærk står – udover Teatro Tuyo og Cirkus Sokke for de stærke indtryk.

Cirkusvognen hører hjemme i Børnekulturhuset Sokkelundlille på Utterslev Torv. Siden 1995 har Cirkusvognen været en del af sensommeren på Bispebjerg og tilstødende bydele.

Se hele programmet på www.bornekulturhusetsokkelundlille.kk.dk og følg med på Facebook: Børnekulturhuset Sokkelundlille.
JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top