Annonce
En sommerhilsen…
IMG_4339.jpg

Lokaludvalgsformanden på dybt vand i Østersøen. Foto: privat

Fra Hans S. Christensen, Lokaludvalgsformand

Man siger jo at “ det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end at sidde i kirken og tænke på kroen”. Så jeg sidder her på Møn og tænker på Brønshøj-Husum. Familien er nemlig på sommerhusferie ved Råbylille strand på Møn.

Møn er et pragtfuldt sted. Masser af natur, den helt fantastiske Møns Klint med fossiler fra istiden og dertil kommer at der alle steder på Møn er stendysser fra stenalderen. Og Møn rummer en masse af historiens vingesus. I de tre kirker, Keldby kirke, Elmelunde kirke og Fanefjord kirke, finder vi de smukke og groteske kalkmalerier af Elmelundemesteren fra 1500-tallet. Men den ældste kirke, Stege kirke, er bygget i ca. 1200-tallet. Det er nogenlunde samtidigt med den ældste bygning i København, nemlig vor egen Brønshøj kirke. Så vi kan også mærke historiens vingesus hjemme i Brønshøj-Husum.

Møns Klint er en enestående oplevelse- 7 km lang og op til 128 m høj. Foto: privat

Og så er der naturen. Havet omkring Møn og de mange sjældne blomster, orkideer m.v. på de beskyttede områder. Vi tager ofte en vandretur på Jydelejet, der er et stort overdrev, der når ud til selve Møns Klint. Her finder vi sjældne blomster og fantastisk natur. Og jeg kommer til at tænke på vort eget lille unikke overdrev, Langholmen, ved Utterslev mose. Det er ikke så stort, men alligevel en naturperle.

Ved Jydelejet finder vi Aborrebjerget, med den smukke udsigt over Møn og Sjælland. Aborrebjerget er Møns højeste punkt med sine 143 meter over havet. Men når det gælder højderne kan vi også i Brønshøj. På Svend Gønges Vej i Brønshøj ligger Københavns højeste punkt. Det er godt nok kun 37 meter over havet – men det højeste punkt er det. Og når vi engang får etableret en restaurant på toppen af Brønshøj Vandtårn får vi den flotteste udsigt i København.

Lokaludvalgsformanden på dybt vand i Østersøen. Foto: privat

Vi slæber ofte vore kajakker ned i Østersøen og sejler en lang tur langs kysten. Når der er havblik kan vi se bunden og hornfiskene som svømmer forbi. Storbyens larm og stress er langt væk. Vi burde kunne sejle i kajak eller kano på Fæstningskanalen ved Vestvolden i Brønshøj-Husum.
Vi spiser ofte hos “Slagter Stig” i Storegade i Stege. Pragtfuld buffet som min kone og jeg og vores børn og børnebørn elsker.
Og så sidder jeg her på kroen og tænker på Brønshøj-Husum.

Hans S. Christensen har forlagt residensen til sit sommerhus.
Foto: privat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top