Annonce
Jo, en langsom kvælning af den grønne frivillighed
Cecilia Lonning-Skovgaard, Beskæftigelses- og integrationsborgmester og gruppeformand Flemming Steen Munch, begge fra Venstre mener at katastrofen for de frivillige er udeblevet efter politikerne besluttede at nedlægge stillingen som ”frivillighedskoordinator” i kommunen. Det fremgår af deres læserbrev den 24. juni.

Af Hans S. Christensen, formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Cecilia Lonning-Skovgaard, Beskæftigelses- og integrationsborgmester og gruppeformand Flemming Steen Munch, begge fra Venstre mener at katastrofen for de frivillige er udeblevet efter politikerne besluttede at nedlægge stillingen som ”frivillighedskoordinator” i kommunen. Det fremgår af deres læserbrev den 24. juni.

Hvis ikke katastrofalt, så mener Brønshøj-Husum Lokaludvalg i hvert fald, at det er totalt uforståeligt at man nedlægger en frivilligkoordinatorstilling, som giver mangefold igen til byen af frivilligt engagement og grønne projekter. En ting er at mange grønne projekter har fået lov at fortsætte indenfor deres eksisterende aftaler.

Men konsekvenserne af den manglende koordinator viser sig først, når nye frivillige skal have lavet samarbejdsaftaler eller eksisterende projekter skal have forlænget deres samarbejdsaftaler. Her i Brønshøj-Husum har vi fx Rytterskolelauget, som passer haven på Brønshøj Torv, vi har Husum Byparks venner som passer det grønne i byparken og vi har frivillige, som laver naturpleje i Utterslev Mose.

Mange engagerede frivillige kræfter, som med en smule hjælp fra Teknik- og Miljøforvaltningen løser en opgave af lyst og fornøjelse, beriger vores bynatur og gør vores bydel dejligere. Nye ideer og grønne initiativer vil derimod ikke i fremtiden kunne få lavet aftaler med kommunen om opgaver, forsikring og lån af grej. Det betyder et gradvis stop for grønne frivilligprojekter i København.

Forvaltningen spurgte i maj måned lokaludvalget, hvorvidt vi ville kunne understøtte den grønne frivillighed efter at forvaltningens frivillighedskoordinator er sparet væk. Lokaludvalget skrev i sit svar til forvaltningen, at vi i høj grad allerede støtter grøn frivillighed i bydelen. Vi stimulerer nemlig forskellige naturplejelaug, og vi samler borgerne omkring byhaven på EnergiCenter Voldparken og omkring Naturbyen.

Lokaludvalget ser sin opgave som at understøtte den grønne frivillighed frem til det punkt hvor der skal laves en samarbejdsaftale. Her kommer forvaltningen så ind i billedet. Lokaludvalgene kan på ingen måde overtage frivillighedskoordinatorens opgaver hvad angår samarbejdsaftaler med frivillige, som forholder sig til forvaltningens plejeplaner, fredninger, faglige arbejdsinstrukser og forsikringsspørgsmål.

Det glæder os da, når Cecilia Lonning og Flemming Steen Munch i deres læserbrev skriver at forvaltningen ”bør fjerne de administrative benspænd, der nogle gange gør det surt at være frivillig forening”. Men det er bare den helt forkerte vej at gå at nedlægge en frivilligkoordinatorstilling og lægge opgaven over til lokaludvalget, som selv består af 23 frivillige med et lille sekretariat.

Lokaludvalgets sekretariat hører i øvrigt til i Økonomiforvaltningen og har ikke den rette miljøfaglige forankring i kommunen til i givet fald at kunne varetage funktionen som frivillighedskoordinator for grønne projekter.

Hvis kommunen gerne vil gøre det lettere at være frivillig, kræver det derimod åbne og klare indgange til forvaltningerne og et system som kan tage imod gode ideer og stort engagement fra byens ildsjæle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top