Annonce


Martin A. Hansen og Folkestrejken
I sidste uge var det 75 år siden, at Den københavnske Folkestrejke foldede sig ud i fuldt flor. Mange skrev om deres oplevelser under de dramatiske dage, der bredt betragtet varede fra mandag den 26. juni til onsdag den 5. juli 1944.

Det voldsomme opgør mellem københavnerne og den tyske besættelsesmagt kostede 100 mennesker livet, mens 700 blev såret. Martin A. Hansen boede i årene 1940-50 i Skolevangen 21 ved Hareskovvej, men som illegal forfatter opholdt han sig i de nævnte dage hos sine venner Henny og Viggo Pommer på Hvedevej 51 – ”under jorden” på loftet!

Hos Pommer lagde han sidste hånd på sin store roman ”Lykkelige Kristoffer”, hvis sidste kapitler handler om Københavns belejring i 1536 under Grevens Fejde – hvortil han nærede sig af en vidunderlig vitaminrig og højaktuel inspirationskilde i form af tyskernes indespærring af byen i dagene 1.-3. juli, idet besættelsesmagten anvendte voldanlægget i Husum og Utterslev Mose som en stærkt bevogtet grænse, der skulle hindre mælk og madvarer i at komme ind i byen og dennes genstridige borgere i at komme ud – oprøret skulle slås brutalt ned, ikke mindst gennem udsultning.

Som nyligt ansat medarbejder ved det illegale blad ”Folk og Frihed” var han ud over levering af artikler til dette sat på den meget vanskelige opgave at skrive en artikel, der argumenterede for likvidering af stikkere, til den illegale bog ”Der brænder en ild”. Martin A. Hansen havde ikke svært ved at gå ind for disse drab – det gjorde allerede Frihedsrådet. Men han havde svært ved at formulere sin begrundelse.

Efter visse veer forelå dog endelig hans ”Dialog om Drab og Ansvar”, hvor han lader Sokrates argumentere for stikkerlikvideringer i en samtale med sin ven Simias. Denne ”dialog” er en juridisk-logisk perle af den størst mulige litterært-filosofiske skønhed, et absolut højdepunkt i dansk skrivekunst!

Ikke alene præsterede Martin A. Hansen de to nævnte arbejder. Hos Pommer – under savnet af sin hustru og to små børn – fik han endvidere tid til at skrive en døgnrapport om Folkestrejken: ”Juli 44”. Denne er ikke alene et bidrag til Brønshøj-Husums historie. Den byder også på så væsentlige generelle betragtninger, at disse er flittigt citeret af historikere som Hans Kirchhoff og Peter Øvig Knudsen.

Og minsandten om ikke Martin A. Hansen i sit store værk ”Orm og Tyr” om kristendommens entré i Danmark med videre placerer Folkestrejken som en central og samlende begivenhed i landets historie.

Dette er nok en serie værd!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top