Annonce
Vandtårnet har fået en venneforening
IMG_7300.jpg
Brønshøj Vandtårn set fra Gaunøvej. Tårnet blev fredet i 2000. Foto: ef
Foreningen Brønshøj Vandtårn vil arbejde for udvikling af en mangfoldighed af aktiviteter i det fredede vandtårn fra 1928

Med opbakning fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg har frivillige lokale kræfter stiftet en forening, hvor formålet blandt andet er at arbejde for at vandtårnet bliver anvendt i større udstrækning til aktiviteter og arrangementer. Samtidig vil foreningen informere, motivere og støtte kunstnere og brugergrupper til at tårnet bliver en integreret del af kulturmiljøet i bydelen.

Foreningens formand er Kirsten Møller, der også er formand for Lokaludvalgets Kulturudvalg og gennem snart mange år været engageret og aktiv omkring indretning og anvendelse af Brønshøj Vandtårn.

– Efter opfordring fra Lokaludvalget tilbagekøbte Københavns Kommune Brønshøj Vandtårn i 2016 og i dag er det Kulturhuset Pilegården, der administrerer Brønshøj Vandtårn. Vores arbejde i foreningen vil derfor ske i tæt samarbejde med Pilegården, som er en del af Kultur Nord, fortæller Kirsten Møller.

Foreningen vil også formidle viden om tårnets historie – ikke kun til borgerne, men også til institutioner, foreninger og gæster fra både ind- og udland.

– Vi vil gerne mobilisere så mange som muligt til at bidrage til at skabe liv og indhold i Brønshøj Vandtårn, så det udvikles til at et nyt kultursted, ikke kun i bydelen men for hele København. Målet er at nedsætte arbejdsgrupper, der hver løfter konkrete opgaver og aktiviteter, så medlemmerne kan arbejde med det, de brænder mest for, siger Kirsten Møller, der er formand for Foreningen Brønshøj Vandtårn.

Som eksempel nævner hun muligheden for at medlemmerne sammen med professionelle kunstnere kan deltage i udvikling og afholdelse af aktiviteter. Der bliver også mulighed for at være tårnvagt ved arrangementer eller blive tårnguide og vise rundt i Brønshøj Vandtårn, som også indenfor er en både særpræget og spændende bygning, præget af sin fortid som vandbeholder.

Udvikling skal ske i samspil
Visionen om udviklingen af Brønshøj Vandtårn omfatter også de fysiske rammer, hvor Kirsten Møller lægger vægt på, at det i fremtiden bliver hele tårnet, der kommer i brug.

– I samarbejde med Kultur Nord og Pilegården samt arkitekter vil vi blandt andet søge tilskud fra fonde til udbygning af mulighederne for at bruge Brønshøj Vandtårn, og generelt er det vores opfattelse, at udviklingen skal ske i et samspil mellem frivillige, professionelle, uddannelsesinstitutioner og ikke mindst Københavns Kommune, siger Kirsten Møller.

Umiddelbart peger hun på mulighederne for at anvende Brønshøj Vandtårn til filmfremvisning, udstillinger, musik, dans, lyd & lys samt teaterforestillinger og forestillinger af NyCirkus.

I oktober afholder foreningen en workshop for medlemmerne, hvor der blandt andet skal tages første skridt til en helhedsplan for Brønshøj Vandtårn.

Foreningen Brønshøj Vandtårn:
Stiftet: Forår 2019
Formand: Kirsten Møller
Hj.side: broenshoejvandtaarn.dk

Kirsten Møller foran Brønshøj Vandtårn. Hun støtter visionen om en lokal ”kulturakse” i Brønshøj fra biblioteket på Brønshøj Torv, via Rytterskolen og Brønshøj Gadekær til Kulturhuset Pilegården samt Brønshøj Vandtårn – og en afstikker til Bellahøj Friluftsscene. Foto: ef

1 kommentar om “Vandtårnet har fået en venneforening”

  1. robert refby siger:

    jeg vil gerne være med i “foreningen” … mvh,
    robertrefby@mail.tele.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top