Annonce


Anna Olympia drømmer om de skrå brædder
Anna-Olympia-1.jpg
Anna Olympia Bøss har en af hovedrollerne i DR Ultra-serien ”Klassen”. Foto: Pressefoto.
Den 13-årige Anna Olympia fra Brønshøj har en af hoverollerne i TV-serien ”KLASSEN”, som kan ses på DR Ultra

Anna fyldte 13 år for lidt over en uge siden. Hun er en teenagepige som alle andre fra Brønshøj. Og så alligevel ikke. For udover at gå i skole, er hun også skuespiller. Mens de fleste danske skoleelever holdt ferie, filmede Anna Olympia Bøss på livet løs til nye afsnit af DR Ultras successerie ”KLASSEN”. Her spiller Anna en af hovedrollerne.

– Jeg spiller Isabella i serien. Hun er en dramaqueen eller diva og til tider virkelig strid , men sådan er jeg jo slet ikke selv. Jeg forsøger bare at være sød og sjov, stille og rolig, og så kan jeg godt lide at være på sociale medier , siger Anna.

Anna eller Anna Olympia, som hun lige så gerne tiltales, har 10.500 følgere :
– Jeg går meget op i Instagram.

Men sommerferien har været hårdt arbejde fra tidlig morgen kl. 6, indøvning af replikker, optagelser hele dagen lang. Dag efter dag. Faktisk fem uger af sommerferien : – Der skulle optages 100 afsnit til to sæsoner, men jeg er ikke med i dem alle sammen, men nok i halvdelen, siger Anna.
Den ny sæson af ”KLASSEN” startede 2. august, og der vises tre afsnit om ugen – tirsdag til torsdag.

Tidlig start
At Anna Olympia kom med i ”KLASSEN” skyldes ikke udelukkende tilfældigheder. Da DR søgte nye skuespillere, indsendte Anna godt nok en video til DR, hvorefter hun kom til to castings og en workshop, men selve det faglige, altså skuespillet, det har Anna en ret stor rutine i.

Allerede som otte-årig startede Anna på Pilegårdens teater. Siden blev hun optaget i Eventyrteatret, som hun lige i øjeblikket har måttet sætte på standby, fordi hun filmer så meget, men hun medvirkede rent faktisk i et teaterstykke ”Mod alle odds”, der blev præmieret ved at vinde den fornemme Reumert Pris i kategorien ”Best Performance”.

Den 2. juni blev Anna Olympia sammen med 21 andre medvirkende kaldt op på scenen i Nørrebro Teater for at modtage statuetten. Det er Tue Biering, der har instrueret det anmelderroste stykke. Som skuespiller var det noget af en udfordring for de medvirkende: – Tue er helt fantastisk. Han er meget impulsiv og laver manuskriptet om hele tiden. På samme dag som forpremieren skulle vi lave to scener om, men det er utrolig spændende at være med til, siger Anna Olympia.

I perioden med teaterstykket fik Annas forældre virkelig at se, hvilken forandring, som deres datter var ude i. Hun filmede også og deltog sideløbende i en del optagelser: – Det var imponerende at se en træt skolepige troppe op til optagelserne, men så snart kameraet blev tændt, så strålede hun, fortæller Annas mor Kristina Bøss.

– Anna har allerede lært en del. Hun kan bruge sit ansigt rigtigt i de forskellige situationer. Hun kan sætte et ansigt op, lave den rette mimik og er god til at improvisere, siger Kristina Bøss.

Selve indgangen til filmarbejdet for Anna Olympia kom gennem statistroller til ”Herrens Veje” og ”Hånd i hånd”, men det er en langvarig proces med en masse ventetid, og meget ofte kan det ende med, at det arbejde, man har leveret slet ikke kommer med, når afsnittene er blevet skåret til.

Statistarbejdet og skuespillet fra Eventyrteatret og teaterarbejdet på Betty Nansen har givet Anna Olympia en del rutine, som hun kan trække på nu. Det gælder både dans, sang og skuespil.

Drømmen
Med alt det, som Anna Olympia allerede har prøvet inden for film og teater, er det ikke mærkeligt, at hun er ret sikker på, hvilken vej hun vil gå: – Jeg skal være skuespiller, siger hun.

Anna sagde ikke ”vil være”: – Jeg ved godt, at det ikke er let, men det er det, jeg vil.

Skulle det ikke helt gå efter planen: – Jeg sagde engang, at jeg ville være politibetjent. Nu forestiller jeg mig mere noget med et modebureau eller udvikle mit eget tøjmærke.

Det ny skoleår byder på længere transporttid. Anna skifter fra Brønshøj Skole til 7. klasse på Bagsværd Kostskole & Gymnasium. Hun får reaktioner fra sine omgivelser:
– Mine bedste veninder følger selvfølgelig med, men ellers ses ”KLASSEN” mest af elever fra 2. til 6. klasse, siger Anna Olympia Bøss.

Foreløbig er det Annas forældre, der styrer, hvad Anna skal være med i – det være sig casting eller nye projekter:
– Nu skal Anna lige trække vejret og passe sin skole, så ser vi, hvad der sker, siger Kristian Bøss.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top