Annonce


Mosetræf på søndag
mosetræf-2019-bha.jpg
Foto: Dennis Bodal
Årets Mosetræf i Utterslev Mose afholdes søndag den 25. august fire steder ved mosen

Der er som altid et stort og varieret program med mere end 30 aktiviteter for børn og voksne. Insektliv, vilde planter, farlige orker, bier, får, bueskydning, honning, snaps, lækker mad og meget mere. Mosetræffet åbnes kl. 10.30 og fortsætter på fire steder ved mosen frem til kl. 16.

Mosetræffet startede som Mosedag omkring 1985. Dengang ved det Zoologisk Museum, der stod for aktiviteterne. I 1992 kom Københavns Kommune med, og frem til 2003 hed arrangementet Livet i Utterslev Mose.

I 2012 tog Bispebjerg Lokaludvalg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg ansvaret for det årlige Mosetræf. Og både Teknik- og Miljøforvaltningen og Zoologisk Museum (nu Statens Naturhistoriske Museum) har i alle årene bidraget med aktiv naturformidling.

Mere bynatur i og omkring mosen
Utterslev Mose er Københavns næststørste naturområde og en af de bedste fuglelokaliteter i København og omegn. Utterslev Mose og Vestvoldens kanal udgør den nordlige del af Københavns ferskvandsystem og det blå element har med sine knap 100 ha vandoverflade en stor betydning for bydelens natur og identitet.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har været en aktiv spiller på forskellig vis i Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med en helhedsplan for Utterslev Mose, der er vedtaget i Københavns Kommune. Helhedsplanen indeholder blandt andet et forslag til en naturkampagne, der skal fremme en rigere bynatur i og omkring Utterslev Mose.

Utterslev Mose såvel som bydelens øvrige vandområder, søer og vandløb lider under en voldsom næringsstofbelastning forårsaget af årtiers udledninger fra kloaknettet. Brønshøj-Husum Lokaludvalg vil arbejde for at disse vandmiljøer lever op til vandrammedirektivets krav om god økologisk tilstand i 2027.

Programmet kan findes på www.mosetræf.dk

I 2000 blev mosen fredet for at skabe mulighed for forbedring af områdets biologiske, landskabelige og rekreative værdier.

Mosen er ca. 3 x 1 km og er et afvekslende område af søer og holme med et rigt fugleliv. Oprindeligt var det en mose med en grøft midti, men i 1930’erne blev den udgravet (som beskæftigelsesprojekt) og den nuværende park anlagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top