Annonce
Pas på alle Københavns skolebørn i trafikken
Sophia_og_Villum_er_nye_i_trafikken.jpg
Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne. Børn har ikke samme overblik, som voksne har. Foto: Movia
I denne måned bliver der igen tæt trafik på skolevejene, når over 40.000 københavnske børn kommer tilbage fra sommerferie

Vis ekstra hensyn til både små som store skolebørn, lyder opfordringen til bilisterne. For alle børn kan være meget impulsive i trafikken.

I 2018 var der på landsplan 286 børn mellem 6-17 år, der kom til skade i trafikken, og 10 børn i samme aldersgruppe mistede livet på vejene, viser tal fra Vejdirektoratet. Selv om det er det laveste antal i mange år, så er det stadig alt for mange. Derfor er Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne i de kommende uger massivt til stede med kampagnen ”Børn på vej” på mange af skolevejene både i København og i resten af landet. På landsplan kommer 650.000 børn tilbage i trafikken, i København er antallet 40.757 skoleelever, som efter sommerferien igen vil gå eller cykle til og fra skole og fritidsaktiviteter.

– Skolestartskampagnen er vigtig, for hvert år kommer der tusindvis af helt nye små trafikanter ud i trafikken, som kan være meget svær at overskue og navigere i. Så alle andre trafikanter – både bilister og cyklister – skal huske at sætte farten ned og vise ekstra hensyn over for børnene. Vi har et fælles ansvar for at skabe trygge og sikre skoleveje – især når vi bor i en storby, hvor der er uhyggelig meget pres på trafikken i myldretiden, siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester i København Karina Vestergård Madsen (EL).

Det er ikke kun de yngste skolebørn, man skal holde ekstra øje med.
– Selv om teenagerne har mere erfaring med at færdes i trafikken, så kan de også være impulsive, overmodige og fx uopmærksomme på grund af deres mobil. Derfor skal der gerne ringe en lille alarmklokke hos os voksne, når vi møder børn i trafikken – uanset hvor gamle børnene er, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Politi på skolevejene
Når der er mange biler på skolevejene og nogle af dem kører for stærkt, så skaber det utryghed både hos børnene og de forældre, der sender deres børn i skole på egen hånd. Og det er problematisk, da størstedelen af skolebørnene transporterer sig selv i skole. Tre ud af fire børn mellem 5-16 år kommer i skole på egen hånd, viser en undersøgelse blandt 2.030 forældre, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i 2018. For at gøre skolevejene mere sikre og trygge gennemfører politiet derfor kontrol på skolevejene i august.

FAKTA
Så mange børn mellem 5-16 år kommer i skole på egen hånd:
• Nordjylland: 72 %
• Midtjylland: 74 %
• Syddanmark: 80 %
• Hovedstaden: 69 %
• Sjælland: 76 %
Kilde: Rådet for Sikker Trafik, undersøgelse blandt 2.030 forældre til 5-16-årige børn, sommer 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top