Annonce
Pokaltriumf og gang i målene
Boldklubben Union sendte B93 ud af pokalen og fulgte op med tre mål i Danmarksserien

Pokaltriumfen i sidste uge over divisionsholdet B93 skabte fornyet optimisme i Union. Premieren i Danmarksserien mod KFUM endte meget skuffende med et nederlag på 0-3. Forsvarsmæssigt kniber det stadig med at holde nullet i turneringen, for også i weekenden lukkede Unions forsvarsspillere tre mål ind. Men heldigvis var angriberne oppe på dupperne og scorede tre mål, så kampen endte 3-3.

Det så ellers meget sort ud for Union. 10 minutter før tid førte Avedøre med 3-1, men først reducerede Paulo Fernando og i overtiden udlignede Uffe Troensegaard. Daniel Ginge Andersen havde ellers bragt Union på 1-0 efter et dusin minutter i 1. halvleg, men derefter var der hul i spanden i den anden ende.

Næste opgave i DS er på lørdag kl. 13 mod AB Tårnby på Genforeningspladsen. Det kan godt blive en svær kamp, for AB Tårnby slog i weekenden KFUM med 5-1!

Men tilbage til pokaltriumfen. Sejren over B93 på 1-0 (Jeppe Brædder Madsen scorede på straffespark) var imponerende. Til 2. runde træder syv Superligahold ind i puljen. Det kunne unægtelig være en stor oplevelse for Union at trække et hold fra Superligaen. Spørgsmålet er så bare, om Union får lov til at spille kampen på Genforeningspladsen. Næppe. I hvert fald måtte Husum Boldklub for to år siden, da de mødte Helsingør, der dengang spillede i Superligaen, skifte Husumparken ud med Tingbjerg Idrætspark. Uanset hvad venter en spændende lodtrækning den 15. august.
JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top