Annonce


Stopper som udvalgssekretær for Lokaludvalget
IMG_7636.jpg
Både den tidligere og nuværende formand for Lokaludvalget er enige om at udvalget næppe kunne have haft en bedre sekretær med overblik, initiativ og altid loyal – og uden at være selvhøjtidelig. På billedet Hans S. Christensen og Kathrine Collin Hagan. Foto: ef
Efter 10 år som udvalgssekretær skifter Kathrine Collin Hagan Lokaludvalget ud med Teknologirådet

Der var kun rosende ord blandet med lidt ærgrelse, da Katrine Collin Hagan i sidste uge havde inviteret til afskedsreception i sekretariatet for Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Hun er blevet ansat som seniorprojektleder i Fonden Teknologirådet, hvor hun skal arbejde med borgerinddragelse og demokratiudvikling, i forskningsprojekter i EU og i det offentlige i Danmark.

Det er en central post i bydelen, der skal have ny medarbejder. Kathrine Collin Hagan har været med fra starten i bydelens Lokaludvalg, været leder af sekretariatet og har haft et meget bredt netværk og god kontakt, både i Brønshøj-Husum og på de indre kommunale linjer.

– Jeg er sikker på at hele lokaludvalget er enig med mig når jeg siger, at det har været en fornøjelse at samarbejde med dig og at vi alle vil savne dig. Både din erfaring og kompetencer, men også dit venlige gemyt, sagde formanden for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Hans S. Christensen i sin tale ved receptionen.

Fokus på borgerinddragelse
– Som udvalgssekretær har du gennem disse mange år stået som garant for at sekretariatets bidrag til lokaludvalgets arbejde har fungerede smidigt og kompetent, fortsatte Hans S. Christensen.

– Men nu skal du videre med at arbejde med borgerinddragelse og demokrati. Men det bliver ikke kun i Brønshøj og København, men i EU og måske mere globalt. Den erhvervsdrivende Fond Teknologirådet har ansat dig som seniorprojektleder, og jeg er sikker på at du vil blive et aktiv som kan tilføre fonden en praktisk viden om borgerinddragelse med det samme.

– Jeg er også sikker på, at dit nye job vil blive til gavn for os alle – både Brønshøj og Københavns Kommune – hvis du kan medvirke til at udvikle metoder til borgerinddragelse som både kan bruges her i landet og internationalt. Og selvfølgelig kommer du en dag og fortæller os, hvad vi kan gøre bedre her i Brønshøj, når det gælder inddragelse af vore borgere. Så jeg vil ikke sige farvel men på gensyn, når du er den store ekspert, som man tilkalder når man skal inddrage borgere i både politiske, etiske og tekniske spørgsmål, sluttede Hans S. Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top