Annonce
Uafgjort i Holbæk
Brønshøj spillede 1-1 mod den sjællandske klub i divisionspremieren

Brønshøj Boldklub fik en lunken start på 2. division øst i søndags. Det var hverken skidt eller godt, at man spillede uafgjort 1-1 mod Holbæk. Der skal nok være en del hvepsefans, der havde sat næsen op efter alle tre point, men på den anden side har Hvepsene tidligere haft vanskeligheder i netop Holbæk.
Christian Haslund, redaktør i Brønshøj Boldklub, skriver, at den tilbagevendte Danni König havde bolden i mål efter blot 12 minutter. Målet blev underkendt for offside, men blot et minut senere talte Dannis scoring også på resultattavlen: 0-1.
Otte minutter før pausen udlignede Mads Bobjerg Larsen til slutresultatet 1-1. Efter pausen var spillet ifølge Haslund meget rodet, og spillerne havde det svært på den langhårede plæne. På et tidspunkt var to Holbæk-spillere ved at fjumre bolden i eget net, men stolpen reddede dem.
Brønshøjs debutant i angrebet Gustav Therkildsen var flere gange alvorligt tæt ved, men han må nøjes med at have scoringerne til gode. Til gengæld blev han af Brønshøjs fans valgt til kampens spiller.
Ny kamp på lørdag kl. 13. Denne gang skal spillerbussen kun køre til Rødovre, hvor Avarta tager imod i Espelunden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top