Annonce


Blomster i ti år
Klokkeblomst-37-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fra venstre ejeren af ”Klokkeblomst”, Nina Kaare Thomsen, Rikke Klit Jensen og Stine Bjerg. Foto: Kaj Bonne.
Klokkeblomst ved Brønshøj Torv har jubilæum

Nina Kaare Thomsen var blot 24 år, da hun åbnede ”Klokkeblomst” på Frederikssundsvej 154A ved Brønshøj Torv. Nu har hun haft butikken i ti år, og jubilæet skal markeres med en stribe tilbud.

Det går godt for den unge butiksejer, men hun indrømmer, at der var en ”midtvejskrise”. Det kneb en overgang, men så kom Klokkeblomst med i Interflora, og fra da gik det fremad.

Nina tog den fireårige uddannelse som blomsterdekoratør, og selv om hun indimellem arbejder i butikken, så klares de fleste buketter i dag af Rikke Klit Jensen, Cecillie Leth Jacobsen og Stine Bjerg. De to førstnævnte har Nina haft ansat i ca. seks år, mens Stine kom til i foråret.

– Vi har mange dejlige stamkunder. Vi satser på kvalitet og kreativitet på bekostning af kvantitet, siger Nina Kaare Thomsen.

Navnet ”Klokkeblomst” er egentlig genialt, for Brønshøj Kirkes klokker kan høres få hundrede meter væk: – Det var min far, der fandt på navnet, siger Nina, der er opvokset i Brønshøj og har fået sine to børn på halvandet og fem år døbt i Brønshøj Kirke: – Men det er for dyrt at bo i Brønshøj, så vi bor i Mørkhøj, siger butiksejeren, der ud over blomster også har et stort udvalg af øl og spiritus fra Næstved Bryghus, lakrids fra Johan Bülow, karameller samt kvalitetschokolader og andre delikatesser som egner sig godt til en gavekurv prydet med blomster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top