Annonce


Blueskaravanen kommer til Brønshøj
Blueskaravan.jpg
Der er girlpower over bluesmusikken i Pilegården. Foto: Sharik Derksen.
Tirsdag i næste uge optræder et stjernehold af morgendagens bluesartister i Pilegården

Er du til blues, så er der noget i vente tirsdag den 17. september kl. 20 i Kulturhuset Pilegården.

Pladeselskabet Ruf Records tager for 14. år i træk på en turné med et band skabt specielt til lejligheden bestående af selskabets nyeste og hotteste kunstnere. Turnéen breder sig både over Europa og USA og er et springbræt for unge blueskunstnere. Den er samtidig en magnet for bluesfans, der vil opdage morgendagens bluesstjerner inden de for alvor er slået igennem.

På tirsdag kan Brønshøj-borgerne glæde sig til at opleve den finske sangerinde Ina Forsman, der netop har udgivet albummet Been Meaning To Tell You, der byder på en blanding af soul og blues.

Med på turneen er en anden kraftfuld kvinde, nemlig Ally Venable, der tilføjer den traditionelle Texas-blues et moderne twist. Trods sine kun 20 år har hun allerede vundet en favnfuld af priser for sit heftige guitarspil. Nu fyrer hun op under Blues Caravan 2019 med et band i ryggen, der spiller taktfast som et lokomotiv bestående af Roger Innis på bas og Elijah Owings på trommer.

Og endelig vil serbiske Katerina Pejak med sit soulfulde pianospil og sin jazzede vokal bidrage til denne aften med et smuglyt til materiale fra sit kommende album.
Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg. JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top