Annonce


Hvepsenes fortabte uge
Hvepsenes-fortabte-uge.jpg
Kevin Bechmann Timm kommer før Hvidovres Rasmus Louie Larsen. Kevin har nu scoret i de seneste fem kampe. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøj tabte først i pokalturneringen og derefter blev det nederlag til bundproppen B93 i divisionen

Nu gik det lige så godt for Brønshøj Boldklubs 1. hold, og så ødelægger to nederlag på egen bane på tre dage den gode stemning.

I 1. runde af pokalturneringen mødte Brønshøj 1. divisionsklubben Hvidovre. En særdeles jævnbyrdig dyst, der endte med en smal sejr på 2-1 til Hvidovre på et mål i den forlængede spilletids 28. minut.

Afgørende blev det formentlig, at Brønshøjs Oliver Korch blev udvist for hands otte minutter efter pausen, og blot tre minutter senere kom gæsterne på 1-0. Trods undertal kæmpede Hvepsene for en udligning, og den sikrede Kevin Bechmann Timm 12 minutter før tid.

Det lå til, at det decimerede hjemmehold hentede sejren. Men et indirekte frispark tre minutter før tid, som endte med Oskar Tranberg sendte bolden i nettet, blev annulleret. Frisparket skulle tages om, og så løb det ud i sandet.

I den forlængede spilletid var Hvepsene meget trætte, og to minutter før lukkede Hvidovre kampen. Et ærgerligt nederlag som spolerede drømmen om at få trukket en kassekamp til Tingbjerg.

I divisionskampen mod B93 i lørdags var der store forhåbninger. Østerbroholdet lå sidst, og Brønshøj var ubesejret i fem kampe. Men ak. Kampen har det vist bedst med at gå i glemmebogen. Meget få hvepse leverede på dagen, og B93 trak sig fortjent ud af kampen med sejr på 3-1. Kevin Bechmann Timm fik lov til at pynte på resultatet på straffespark 10 minutter før tid.

På lørdag kl. 14 gæster Brønshøj Valby Idrætspark. Boldklubben Frem trækker normalt mange tilskuere, og klubberne plejer at spille intense kampe mod hinanden.
JL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top