Annonce


Sol over posttorvets lopper
kv.jpg
Jean fra Brønshøj Bodega mestrede fadølsanlægget under torvedagen på posttorvet, mens hendes partner Michael fik en slapper. I baggrunden ses ”Vores lille orkester” under et af sine mange velklingende numre. Foto: kv
En ejerforening nær Frederikssundsvej 190 havde stor succes med sin torvedag søndag den 22. september – ikke mindst fordi solen var med på en kigger.

Set i bakspejlet en uges tid efter kan man med en vis sikkerhed konstatere, at vejret bød på årets sidste solide sommerdag. Der var så højt til himlen, at man sammen med digteren Alex Garff kunne synge ”Septembers himmel er så blå”. Og om end der hverken var hvide skyer – som han fortsætter – fordi der slet ingen skyer var, eller lærkesang og landlig idyl, så var der bragende gode og godt serverede sange ved duoen ”Vores lille orkester” alias Linda & Per, hvortil kom, at de godt og vel ti loppe-boder stod sig smukt mellem de velholdte blomster- og planteanlæg.

Ganske vist udeblev det annoncerede pølsesalg, men dels var der ikke langt til et par faste spisesteder, og dels sørgede Jean & Michael fra Brønshøj Bodega for fadøl i stride strømme. Det var i øvrigt også bodegaen, som havde skaffet musikken i form af den nævnte duo, der er husorkester på ”BB”. Så sidst på efterårets første måned viste det lille torv vejen for det store Brønshøj Torv med henblik på, hvordan man får loppe-succes!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top