Annonce


Timm gjorde forskellen
Timm-til-forskel.jpg
Kevin Bechmann Timm gjorde udslaget i lørdags. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøj Boldklub fastholdt tredjepladsen i 2. division med en sejr på 1-0 over Skovshoved

Kevin Bechmann Timm har været en vigtig mand for Brønshøj i efterårssæsonen. Det var han også i lørdags, da han med et hovedstødsmål mod Skovshoved sørgede for nye tre point til Hvepsene, der dermed har vundet de tre seneste kampe i 2. division øst.

I 1. halvleg var det småt med de helt store muligheder. Dog havde Kevin Bechmann Timm bolden i nettet tidligt i kampen, men scoringen blev annulleret for offside.

Efter pausen var Simon Richter tæt på at bringe Brønshøj foran, men en skovser fik reddet på mållinjen. Brønshøj Boldklubs redaktør Christian Haslund beretter, at Richter fem minutter senere sendte et indlæg indover, og Kevin Bechmann Timm fik langt ude fra headet bolden over Skovshoveds målmand, der kom på halvdistancen. 1-0 med 25 minutter tilbage.

Syv-otte minutter før tid kom Brønshøjs Gustav Therkildsen og Skovshoveds Sebastian Elvang i klammeri. Dommeren endte med at udvise begge. Efter slutfløjtet kunne de fleste af de 435 tilskuere i Tingbjerg Idrætspark glæde sig over en ny sejr. Det ser ud til, at Brønshøj er ved at bide sig fast i toppen. På lørdag skal Hvepsene på en lille udflugt til Frederiksberg Idrætspark, hvor oprykkerne fra FA 2000 byder velkommen fra kl. 13.45.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top