Annonce
Beskæftigelsesborgmester Lonning taler mod bedre vidende
Selvfølgelig skal det være trygt at færdes i kommunens idrætshaller, kulturhuse og biblioteker.

Af Franciska Rosenkilde (Å), kultur- og fritidsborgmester

Selvfølgelig skal det være trygt at færdes i kommunens idrætshaller, kulturhuse og biblioteker. Derfor var det også en af mine og Alternativets prioriteter ved de netop overståede budgetforhandlinger at få afsat penge til tryghedsskabende foranstaltninger, og med budgetaftalen har vi afsat næsten 30 mio. kr. til at genskabe trygheden.

Det forekommer mig derfor yderst besynderligt, at beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard her i avisen den 15. oktober antyder, at jeg skulle have sparet halinspektørerne væk. Desværre er det ikke første gang, at Cecilia Lonning-Skovgaard taler mod bedre vidende om mig.

Lad mig derfor – forhåbentligt for sidste sang – slå det endeligt fast: Jeg og Alternativet var ikke valgt ind i Borgerrepræsentationen, da beslutningen om at spare halinspektørerne væk blev truffet. Det var Venstre til gengæld. Med andre ord var Venstre selv med til at afskaffe halinspektørerne. Politisk uenighed er i orden. Det er usandheder til gengæld ikke.

Både Alternativet og Venstre har kæmpet i budgetforhandlingerne for at øge trygheden i idrætsanlæggene, for det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft en række udfordringer med uromagere i en række idrætshaller, herunder Bellahøjhallerne. Det kan beboerne i Brønshøj, Husum og alle andre københavnere ikke være tjent med.

Som kultur- og fritidsborgmester prioriterer jeg københavnernes sikkerhed højt. Vi har nu taget første skridt i arbejdet med at få trygheden tilbage, og jeg håber, at Venstre vil bakke op om mit og Alternativets forslag om at finde en løsning – for hele byen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top