Annonce
Endelig: Nyt klubhus indviet!
Husum-Boldklub-05-44-19.jpg
Åbningen af Husum BK’s nye klubhus blev et tilløbsstykke. Foto: Kaj Bonne
Det var en rørt formand Johnny E. Nielsen, som efter en lang og indædt kamp om bevillinger og tilladelser fredag eftermiddag kunne byde de ca. 600 medlemmer af Husum BK og andre brugere velkommen i det splinternye, moderne og tidsvarende klubhus på Nordrupvej i Husum

– Det er en kæmpestor og historisk dag, for det er det største, der er sket i klubbens historie, at vi har fået det klubhus. Det har været et stort arbejde, som vi har brugt år på. Der har været tidligere bestyrelser, som har givet op, men vi valgte at holde fast, selv om vi har fået mange slag undervejs, jublede Johnny E. Nielsen i forbindelse med åbningen.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S), klippede den officielle åbningssnor, og i sin åbningstale sagde han blandt andet:
– Kæmpe tillykke til Husum Boldklub med det flotte klubhus. De nye moderne faciliteter vil være til glæde for hele bydelen. Og jeg er sikker på, at det bliver et fantastisk samlingspunkt for både medlemmer, forældre, tilskuere og ikke mindst hele lokalområdet, når man kigger forbi til fx bankospil, en kop kaffe eller hyggeligt samvær.

Der gik mange forhindringer forud for påbegyndelsen af byggeriet, både med financieringen og forskellige tilladelser. Faktisk har man hele to gange haft sager med Fredningsnævnet, som begge skulle ryddes af vejen inden det første spadestik blev taget i januar i år. I alt har Københavns Kommune bidraget med tilskud på omkring 10 mio. kr. af de cirka 19 millioner, som er den samlede anlægspris.

Københanvs Kommunes overborgmester Frank Jensen (S) klippede sammen med Husum BKs formand Johnny E.Nielsen (th) snoren som tegn på klubhusets åbning. Foto: Kaj Bonne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top