Annonce


Genbrugsbjerg udstilles i Brønshøj Vandtårn
Bjerget_presse_1.jpeg.jpg
Genbrugsting kan også blive til kunst. Det kan du se i Brønshøj Vandtårn. Foto: Presse
Vi køber, bygger rede, skraber til os, hamstrer. Tingene hober sig op i kældre, stuer og loftsrum, eller bliver smidt ud på det store fælles bjerg af ting

Siden starten af september måned har Københavnerne indleveret brugte ting som møbler, tøj, stof, sengetøj og andre sager til den aktuelle udstilling i Brønshøj Vandtårn. Det sidste drikkevand forlod det fredede vandtårn for 20 år siden og i dag er kulturen rykket ind. Med den aktuelle installation forvandler det udtjente vandtårn sig til et gigantisk refleksionsrum over vores forbrug af ting, deres betydning for os og den dragende effekt, som tingene har på os.
At forbruget af ting har en effekt på miljøet er hævet over enhver tvivl. Faktisk er det kun 20 procent af en danskers globale CO2-udledning, der er relateret til forbrug af el og varme på bopælen, mens 80 procent er relateret til alle andre ting, ikke mindst alt det, vi forbruger og smider væk, har Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver i Danmarks grønne Tænketank Concito udtalt til Politiken.

Alt det vi slæber med
Den 10 meter høje kunstinstallation Bjerget funkler lysende og indbydende i den enorme grå betonbygning på toppen af København. Aflagte lagner og dynebetræk tegner konturen af et bjerg, og indeni snor gangene sig, mens små huler opstår undervejs ind mod den knitrende, mørke midte. Undervejs møder man plastikdimser, legetøj med og uden lyd, gamle matematikopgaver, lamper, tøj, sadler, møbeltårne og porcelænsfigurer, foruden cykelstyr, gardiner, telte, bøger, høretelefoner, brødskærere, bamser. Kort sagt alt det, vi slæber med os som en lang hale af fysisk og mentalt materiale. HH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top