Annonce
Høj rap på Bellahøj med 1500 børn
Syng-Højt-04-42-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

For 8. gang dannede Bellahøj Friluftsscene rammen om Syng Højt! Foto: Kaj Bonne
For 8. gang dannede Bellahøj Friluftsscene rammen om Syng Højt!

For 8. år i træk samler fællessang-koncerten Syng Højt! omkring 1500 børn mellem 0 og 8 år på Bellahøj Friluftsscene til en times højlydt fællessang og dans med kordirigent Rikke Schou Olsen, børnevært og musiker Chapper samt rapper og producer Pharfar.

De bliver selvfølgelig bakket op af et band, som ved præsentation demonstrerer mange forskellige måder at vinke på. Nogle af dem kan endda vinke som dyr fra havet.

Havets sange
Netop Havets dyr er temaet for årets fællessangskoncert og derfor er børneklassikere som Ro, ro ro din båd og De tre små fisk selvskrevne, men derudover lægger både Chapper og Pharfar sange i gryden, som får gang i kroppen og i den indre beat-box.

– Når man skal beatboxe, skal man bruge sin mund og en lille smule sin hjerne, siger Chapper inden undervisningen i tre af beat-boxens grundlyde går i gang.
– Sig bum som en sur bjørn, hvor det rumler i maven. Gerne med nogle vrede øjenbryn, er det første trin i Chappers guide til beat-boxing.
– Buuuuummmmmm, råber børnene.

– Ja. Og I skal lægge følelse i det. Det er sådan noget, de voksne siger. Man gør sådan her: Stik armen op, og når I siger bum! så hiver I armen ned, fortæller Chapper videre, i mens han demonstrerer hvordan.

– Bum! Bum! Buuuum!, brøler børnekoret.

Børn skal have kvalitet
Generelt har alle de optrædende god kontakt til publikummet, som er fra vuggestuer, børnehaver og 0 – 2. klasser i Brønshøj og Husum, Bispebjerg, Tingbjerg, Nørrebro og Vanløse, og det er meningen.

– Fællessang styrker fællesskabet. Man kan ikke være sur på en, som man synger sammen med, siger arrangør Peter Rønn, inden koncerten starter og før det bliver besluttet at instrumenterne og computerne er nødt til at være dækket af telte.

– Mit mål er at besætte alle pladser med de bedste. Børnene har øvet med deres voksne og vi har de bedste musikere og folk på arrangementet. Det skal være professionelt, så børnene oplever, at vi tager dem alvorligt. Og så kan de jo synge højere end de voksne, siger han inden velkomsten går i gang og solen igen bryder frem.

Glade beat boxere
Anden lyd i beat boxingens repetoire, er en slange, som stikker sin tung ud.
– Tssss, øver alle børn og deres voksne sammen med Chapper.
– Og sammen med bum. Sig bum!-tss!, instruerer han.

Den tredje lyd er som et klap sagt i kinden. Hvis det er for svært, må man også råbe gak! inden koncerten går videre og de nye evner skal i spil.
Pharfar bliver præsenteret som blæksprutten og har lavet en ny tekst til hans nummer Jeg er sulten, og den får alle til at danse med på diverse trin.
Koncerten topper med sang og danseglade børn, inden finalen med Syng Højt!-sangen som bliver afsluttet med konfettikanoner og klapsalver.

Arrangementet er lavet af Peter Rønn i samarbejde med Kulturhuset Pilegården, Børnehuset Gemmet, netværket Muffen og Tusindfryd.

Det er derudover økonomisk støttet af lokaludvalgene i Brønshøj-Husum, Vanløse og Bispebjerg samt Københavns Musikudvalg og Restaurant Bellahøj.

Se Kaj Bonnes flotte fotos på https://kajbonne.myportfolio.com/bronshoj-husum-avis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top