Annonce


Medarbejderne har i snit 25,2 års anciennitet
Udenfor.jpg
Fra venstre ses Helge Skov, Thomas Skov og Henrik Skov. Foto: Privat.
Det familieejede brændselsfirma H.C. Skov, der har rødder i Brønshøj, har ikke svært ved at holde på sine medarbejdere

De 14 ansatte i firmaet har således en gennemsnitlig anciennitet på hele 25,2 år, hvilket muligvis er Danmarksrekord.
– Vi er et familiefirma, hvor alle kender alle, og alle bliver behandlet godt. Og hvis nogen har problemer på hjemmefronten, så finder vi ud af det. Det tror jeg er noget af forklaringen på, at folk bliver her så længe. Men det vigtigste er, at vi har været heldige at finde de rette folk, fortæller Brønshøj-brødrene Henrik og Helge Skov, der som sønner af den afdøde grundlægger Hans Christian Skov har stået for den daglige ledelse gennem mange år. De er begge opvokset på Jægersprisvej i Brønshøj og bor i dag på Præstegårds Alle og Ørevadsvej ved Utterslev Mose.
Henrik og Helge har begge været i firma i godt 40 år og trækker således godt op i ancienniteten. Derimod trækker Henriks 28-årige søn Thomas, der nu er ved at blive kørt i stilling til på sigt at kunne overtage styringen af familieforetagendet, lidt ned i gennemsnittet.

Byens største leverandør af petroleum
H.C. Skov voksede sig i sin tid stor på at kunne levere petroleum i brokvartererne fra en nedlagt tankstation, tæt ved Nørrebro Station og havde på et tidspunkt en stribe brændselsbutikker i brokvartererne. I dag drives virksomheden fra moderne lokaler i Rødovre.
Og i takt med afskaffelsen af petroleum som opvarmningskilde er sortimentet udvidet med andre typer brændsel såsom brænde og træpiller samt flaskegas til restauranter m.m.
For at sprede forretningen har H.C. Skov desuden en grossistafdeling på grønttorvet, som ledes af Henrik og Helges bror Peter Skov, som også bor i Brønshøj. Nemlig på Valløvej. Grøntafdelingen har specialiseret sig i friske danske krydderurter, frugt og grøntsager til især cateringbranchen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top