Annonce


Årets sidste kamp
Efter tre kampe i træk uden sejre har vi nu vundet de to seneste kampe mod hhv. Vanløse og Skovshoved. På lørdag skal vi så forsøge at slutte efteråret med tre sejre i træk, når det er revanchetid mod FA 2000 i jubilæumåret 2019’s sidste kamp.

Vi har kun mødt FA 2000 en gang i vores klubs 100-årige historie, og det var tidligere på sæsonen, da vi spillede en ringe kamp på kunstgræsset på Frederiksberg Stadion. Her endte det med et 0-2 nederlag mod oprykkerne.

Men i de seneste par uger har vi set forbedret spil, og der er heller ingen tvivl om, at spillerne rigtig gerne vil slutte 2019 af med en sejr og samtidig få revanche. Men de kan ikke gøre det alene, så der er brug for alle Danmarks smukkeste på tribunen, når det går løs lørdag den 9. november kl. 15.

Med en sejr holder vi også fast i 3. pladsen i Øst-puljen og samtidig øge afstanden til 7. pladsen, som pt. er på syv point. Netop afstanden til 7. pladsen er vigtig, da de seks øverste hold i puljen skal deltage i oprykningsspillet, og dermed ikke kan rykke ned. En sejr vil også fylde selvtillidstanken helt op, så vi er klar til de seks sidste kampe i grundspillet til foråret, inden det gælder slutspillet.

Så kom ud og støt drengene og vær med til at sende dem på en god vinterpause.

Til sidst vil vi lige gøre lidt reklame for Brønshøjs årlige julefrokost, som finder sted efter sidste hjemmekamp den 9. november mod FA 2000. For 275 kr. får du mad samt fri øl, vin og vand. Hvis du vil med kan du tilmelde dig i klubben eller indbetale de 275 kr. på MobilePay 55344.

Derudover ønsker vi FA 2000’s spillere og supportere velkommen til en forhåbentlig god og velspillet kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top