Annonce


Brønshøj Vandtårn kalder vennerne til workshop
IMG_7295.jpg
Kirsten Møller fra Foreningen Brønshøj Vandtårn. Foto: ef
Foreningen Brønshøj Vandtårn inviterer medlemmer og potentielle medlemmer til en 4 timers aftenworkshop om ideer og ønsker til fremtidige aktiviteter i vandtårnet

Vil man være med til at planlægge kommende aktiviteter i Brønshøj Vandtårn, så er der den 18. november muligheder for at tage del i en workshop, hvor deltagerne får mulighed for at drøfte og beskrive, hvad der i fremtiden kan iværksættes af aktiviteter i det smukke, gamle tårn. Det er den første workshop af sin art og den finder sted mandag den 18. november kl 17 – 21 i Kulturhuset Pilegården.

– Formålet med workshoppen er at udvikle et idékatalog over mulige aktiviteter de kommende år og at nedsætte arbejdsgrupper, der kan arbejde videre med forslagene. Workshoppen og dens resultater vil også blive et startskud til efterfølgende overvejelser om hvordan vandtårnets fysiske rum med tiden kan udvikles, fortæller Kirsten Møller fra Foreningen Brønshøj Vandtårn.

Deadline for tilmelding til workshop er fredag den 15. november. Der er plads til 30 deltagere og deltagelse sker efter princip om ”først til mølle”.

Program for workshoppen
Aftenen starter med en rundtur i hele Vandtårnet. Jenny Marie Kruuse fra Pilegården, der koordinerer aktiviteter i Vandtårnet, vil vise rundt og fortælle om Vandtårnet og rammerne for anvendelsen af vandtårnet. Senere på aftenen vil hun fortælle om aktiviteterne for det kommende år. Efter rundturen i Vandtårnet byder Kulturhuset Pilegården på kaffe og the og senere sandwich og drikkelse hertil.

– Derpå vil deltagerne blive delt op i grupper, hvor der vil blive afsat god tid til at udvikle og fremlægge ideer til konkrete aktiviteter i Vandtårnet for de kommende år, og som afslutning på aftenen vil vi opsamle alle de fremlagte ideer, som herefter vil indgå i et idekatalog til det videre arbejde i foreningen, siger Kirsten Møller.
Endeligt program og deltagerliste udsendes den 15. november til alle tilmeldte.

– Har du lyst til at deltage, kan du kontakte foreningen på kontakt@broenshoejvandtaarn.dk og det foreløbige program kan ses på www.broenshoejvandtaarn.dk, slutter Kirsten Møller.

FAKTA
Brønshøj Vandtårn blev opført i 1928-1930 og tegnet af arkitekt Ib Lunding. Vandtårnet er opført som en jernbetonbygning, og den indvendige betonkonstruktion er helt unik med anvendelsen af de mange betonsøjler i cirkler i flere lag.
Tårnet er ca. 25,5 meter i diameter og højden er ca. 34 meter.

Tårnet ejes af Københavns Kommune og blev fredet i 2000. Det indgår ikke længere i vandforsyningen.

Brønshøj Vandtårn på Brønshøjvej – en markant bygning i bydelen. Foto: ef

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top